Biblioteket anbefaler: Bogen "Flugt"

Juleaften tager Elisabet og Sakarias på kirkegården for at besøge deres søns gravsted. Tabet af deres 12-årige søn Johannes har splittet forældrene, og de lever ikke længere sammen.

Det er meningen, at de skal gå hver til sit bagefter, men alligevel har de brug for at tilbringe aftenen sammen. De spiser hjemme hos Elisabet, og efter middagen sætter hun sig ved klaveret og spiller et stykke af Bach.

Forældrene tilbringer hele natten sammen. Selvom Johannes er død, er han stadig hos dem denne nat.

Den røde hårklemme

Romanen væver de sørgende forældres historie sammen med episoder fra Johannes’ liv. Til forældrenes store bekymring har Johannes ingen venner. Johannes holder sig helst for sig selv og er kun rigtig glad, når han er i selskab med hunden Bonzo, og lader som om han og hunden er veninder.

Han elsker især at tage bussen sammen med sin ’veninde’, hvor han på bagsædet diskret kan sætte sin mors store røde hårklemme i håret. Pludselig føler han sig stærk og modig – og som sig selv:

”(…) jeg åbnede klemmen med rystende hænder, satte den på venstre side af hovedet, og så sad jeg der i bussen og var en helt almindelig pige, og det havde jeg aldrig troet, at jeg ville gøre, at jeg turde at være pige i en bus fuld af passagerer, det havde jeg aldrig forestillet mig, men nu var jeg det, og det gik helt fint, det gik bedre og bedre, jeg rystede ikke længere, jeg var helt rolig igen (…)”

Johannes får aldrig delt sit ønske om at være en pige med sine forældre. De når derfor aldrig at lære hans sande identitet at kende. Elisabet har som turnerende koncertpianist været meget væk hjemmefra og martres efter sønnens død af selvbebrejdelser og dårlig samvittighed.

Hun føler, at hun har svigtet Johannes og forsøger nu at dulme skammen og sorgen med alkohol. Sakarias håndterer sin sorg ved at drukne sig i arbejde som museumsarkæolog.

Mens Johannes lever er forbindelsen mellem forældrene og sønnen altså på nogle punkter svækket, og da Johannes dør, går forbindelsen mellem Elisabet og Sakarias i stykker – indtil denne julenat.

Bach. Altid Bach.

”Hvad var det? sagde far.

Bach, sagde mor. Altid Bach.”

Musikken spiller en absolut fremtrædende rolle i Flugt. Romanens titel henviser nok primært til forældrenes sorg og følelser, de ikke kan undslippe. Fuga er det latinske ord for flugt, og i den sammenhæng henviser titlen til det musikstykke, Elisabet spiller på klaveret.

Hun spiller Das Wohltemperierte Klavier af Johann Sebastian Bach, og bevægelserne i romanens fortælling følger musikkens bølgende bevægelser. Grænsen mellem bog og musik udviskes efterhånden som fortællingen skrider frem – ligesom grænsen mellem liv og død.

Elisabet bruger sit klaverspil som en pause og en flugt fra sorgen. I musikkens verden kan hun give slip og finde fred:

”(…) jeg ville ikke tænke, når jeg spillede, jeg ville om bag ordene, jeg ville om bag sproget at spille var at give sig hen, det var at slippe grebet og lade sig falde, og jeg ville lade mig falde (…)”

Sammensmeltning

Johannes, Elisabet og Sakarias optræder alle tre som jeg-fortællere. Nogle gange hver for sig – andre gange samtidig. De tre stemmer fletter sig ind og ud af hinanden. Synsvinklen skifter fra den ene til den anden og i tid og sted.

Det sker ofte midt i en sætning eller en tankerække og skaber dermed en forbundethed imellem dem. De glider konstant sammen i tid og rum, og der opstår efterhånden en form for fælles bevidsthed. De og deres følelser og tanker smelter mere og mere sammen:

”Det strømmede løs, fremmede følelser og tanker og forestillinger blandede sig med hinanden og med mine egne, alt flød sammen og blev opløst og flød sammen igen, på stadig nye måder og i stadig nye sammensætninger, det er som om noget eller nogen overtager mig (…)”

Sorgen gennemsyrer af gode grunde hele fortællingen i Flugt. Det er sorgen, der får det hele til at flyde sammen. Det er sorgen, der skiller familien, og det er sorgen, der igen samler dem, da forældrene julenat mærker Johannes’ tilstedeværelse.

Mesterligt komponeret

Flugt er en original og dybt bevægende fortælling om identitet og sorg og om de dødes nærvær hos de levende – mesterligt komponeret af Carl Frode Tiller.

Det er en intens og medrivende læseoplevelse, der bevæger sig i både mørke og lys. Ligesom i Indkredsning-trilogien demonstrerer Tiller sin veludviklede indsigt i det menneskelige sind.

Med stor indlevelse beskriver han de komplekse menneskelige relationer og viser igen, hvordan et liv udfolder sig i samspil og modspil med andres. Igen pointerer han på smukkeste vis, at mennesket kun er noget i kraft af andre, og den menneskelige samhørighed er altafgørende for vores eksistens.