Biblioteket anbefaler: Bogen "Overleverne"

"Han husker skammen. Smerten var ingenting, den kunne han slet ikke mærke længere, ryggen var væk, men han havde mistet evnen til at mærke noget andet end skam".

Benjamin bærer på en skam, der aldrig slipper. Det er som om, hele hans følelsesliv er blevet fyldt af skyld, og selv glæde eller lettelse er blevet umulig. Skylden fra fortiden følger ham overalt og minder ham om alt det, han ikke kunne forhindre.

Barndommens traumer 

Barndommen i Overleverne føles som noget, man aldrig helt kan slippe, og den tid, der burde være fyldt med tryghed, har efterladt dybe spor. Benjamin og hans brødre har oplevet frygt, omsorgssvigt og utryghed, og som voksne kæmper de stadig med disse traumer. 

Hver af dem har fundet sin egen måde at overleve på, men ingen kan helt slippe fortiden. Man kan næsten mærke, hvordan deres barndom lever videre i deres handlinger, i deres måder at elske og skændes på, og i alt det, de ikke kan sige højt.

"Nils kaster med fuld kraft urnen hen mod sin bror. Pierre er ikke forberedt, og den rammer hans brystkasse. Benjamin hører lyden af noget, der går i stykker i Pierres krop".

Denne scene er så voldsom og indfanger på rystende vis, hvordan kærlighed og ødelæggelse sameksisterer i brødrenes forhold. Urnen – symbolet på deres mors død og familiens fælles fortid – bliver kastet som et våben, og handlingen forvandler sorgen til fysisk vold. Det, der burde samle dem, splitter dem i stedet. 

Schulman viser her, hvordan familiens bånd kan være så stærke, at de både binder og knuser. Brødrene er fanget i et kredsløb af vrede, skuffelse og kærlighed, hvor selv et øjebliks fortvivlelse kan få alt til at eksplodere. Lyden af noget, der “går i stykker”, bliver dermed ikke kun fysisk, men også et billede på, hvordan familiens relationer endegyldigt sprækker under vægten af fortiden.

Erindring og sandhed

Gennem romanen springer fortællingen frem og tilbage i tiden, og det bliver tydeligt, hvor svært det er at stole på hukommelsen. Minderne bliver subjektive – formet af sorg, kærlighed og behovet for at forstå. 

Benjamin prøver at finde sandheden i sit eget liv, men indser, at det, han husker, både beskytter og sårer ham. Erindringerne bliver en måde at holde fast i fortiden og samtidig forsøge at finde mening i den.

Midt i alt dette forsøger Benjamin at finde tilgivelse – både til sig selv og til sine brødre. Tilgivelsen er ikke enkel, og forsoning betyder ikke, at alting bliver godt igen. Men langsomt begynder han at acceptere, at det, der skete, ikke kan ændres, og at han stadig kan finde en form for fred: at han overlevede, og at kærligheden mellem brødrene stadig findes, selv midt i smerten.