Biblioteket anbefaler: Bogen "Noter til mig selv"

Emily Pine tager udgangspunkt i sine egne oplevelser med bl.a. en fattig barndom med en barsk skilsmisse, en alkoholisk og nu i voksenlivet syg far, som hun skal tage sig af (på et underbemidlet græsk hospital!), og i de vilkår, hun gennem sit liv har oplevet, har formet hende som kvinde på godt og ondt.

Det første essay med titlen “Noter om manglende mådehold” lægger hårdt ud: 

“Det er hårdt at elske en misbruger. Ikke bare praktisk svært at rydde op efter dem og tage sig af de ting i livet, de ikke selv magter, men hårdt i metafysisk forstand. Det føles som at løbe panden mod en mur, ikke bare hovedet, men hele kroppen. Det gør ens hjerte hårdt”.

Man forstår til fulde, som farens liv og måde at være far på , rulles ud, hvorfor Emilies (og søsterens) hjerte er blevet hårdt. Og i forløbet på det græske hospital, får man et barsk og meget sansemættet billede af, hvordan det både fysisk og psykisk er en enorm opgave at tage sig af den aldrende far.

En særlig form for ensomhed

Kroppen spiller en stor rolle i Pines essays. Det er befriende, at hun skriver så konkret om bl.a. menstruation - som et vilkår, der i al sin kropslighed breder sig ud over et kvindeliv og er med til at definere hende som “rigtig” kvinde og er årsag til megen smerte af både fysisk og psykisk karakter. Uden at det bliver sort/hvidt eller en klagesang. Der er også masser af humor til stede i teksterne.

Pines ufrivillige barnløshed bliver beskrevet hudløst ærligt og meget råt. Jeg har set en del anmeldere skrive, at bogen mest henvender sig til kvinder, der er ufrivilligt barnløse. Jeg er sikker på, at den målgruppe vil føle sig genkendt, set og hørt, men synes i lige så høj grad, at bogen skal læses af mænd og kvinder, der ikke personligt har f.eks. en alkoholisk far eller ufrivillig barnløshed tæt på. 

Jeg tror, det ville kunne give mange en bedre forståelse for nogle livsomstændigheder anderledes end ens egne. Jeg blev i hvert fald meget ramt af essayet om barnløshed, som værende “en særlig form for ensomhed” og “en sorg over tabet af mit liv som mor”.

Oprørende og opløftende

Emilie Pines essays er stærke vidnesbyrd om kærlighed og kvindeliv. De rummer virkelig meget, og på trods af, at hun er højtuddannet akademiker, er de skrevet i et enkelt og letlæseligt sprog.

Det er tekster om et liv med indimellem ret hårde odds. Om uretfærdigheder og om oplevelser, som ingen burde behøve at have. Men det er også en bog med styrke, håb og fremdrift. På samme tid oprørende og opløftende.