Biblioteket Anbefaler: Bogen "Softice"

Varme samtaler og et blødt sprog skaber mulighed for fællesskaber. Softice er Pernille Abd-El Dayems fjerde udgivelse og bevæger sig mellem roman, novelle og poesi. 

Med et legende, sanseligt sprog foruroliger og forfører bogen sin læser og giver indblik i, hvordan kroppe forfalder, systemer tvangsfjerner, og længsel efter fællesskab føles. 

På sine 184 sider taler bogen ind i flere af samtidens mest aktuelle debatter om køn, klasse og det offentlige system i Danmark.

Livets trummerum og afstanden mellem os

I bogens tre spor møder vi Cecil, Eric og Jill, som er i familie med hinanden, men som ikke ser hinanden så meget længere. Cecil er ung og arbejder i en daginstitution, Eric er fraskilt og indlagt på hospitalet, og Jill er mor til to og jobsøgende. 

De har hver deres at bøvle med. Eric har fået tvangsfjernet sin datter Aya, og kæresten Michelle er gået fra ham. Cecil har ikke rigtig nogen penge og drømmer om at finde ud af, hvad hun skal med sit liv. For at dulme tankerne mødes hun med Sassi og sin nye vennegruppe for at drikke sig fuld. Jill vil gerne være forfatter og mor, men ender på et mærkeligt lederkursus i en underlig, intetsigende og halvfærdig institutionsbygning. 

Der er hos alle tre karakterer en længsel efter noget andet og samtidig en konstant afstand mellem dem, deres nærmeste og til læseren.

Sprog, der varmer

Manglen på håb, retning og fællesskab er konstant til stede. Alligevel føles bogen ikke kun melankolsk og mørk. Dayems fuldstændig overlegne legende og poetiske sprog styrer os sikkert fremad. Som i begyndelsen af bogen, hvor Cecil filosoferer over sit liv: 
 

”Men den her september ville blive afbalanceret, kunne hun mærke på bænken. Hun ville ikke vide, hvad der skete i byen. Hun ville højest kigge med på et par rolige profiler, der ikke sagde noget om, hvor der var fest. … Cecil ville købe et billigt vaskemiddel med duft og svæve gennem byen i bløde bomuldstrøjer”.

Afstand og længsel er ikke kun eksistentiel ensomhed, men en mulighed for at skabe et nyt rum, hvor nye fællesskaber kan opstå.

Det bløde er et fællesskab

Dette mulighedsrum er ikke kun eksistentielt, men også politisk. Det kommer stærkest til udtryk i en passage i Jills fortælling. Her opstår et ”vi”. Et ”vi”, hvor jeget samler alle de kvinder, der har oplevet, at deres underliv er ved at falde ud efter en fødsel og får at vide, at det er livets gang: 
 

”Vi kunne have fornemmelsen af at skulle skide hele døgnet, eller bare at stå meget åbne, kold luft strømmede ind, nedefra. Jeg mærkede os i mosset, i suset, når jeg trak trusserne af om aftenen, og vinden strømmede ind”. 

Med italesættelsen af det kropslige og brugen af det sproglige ”vi”, viser Dayem, hvordan fællesskaber opstår, når erfaringer deles og gives videre. 

Betagende sprog, barske historier og berigende fællesskaber

Softice er en bog med betagende sprog og barske historier. Dayem formår at trække læseren ind i et stille og melankolsk univers, hvor sproget rummer varme og ømhed. Samtidig vækker den vrede over de tragiske skæbner og den måde både mennesker, og systemer behandler dem på. 

Alligevel forbliver der et håb i, at fællesskaber kan opstå i sprækkerne mellem det sproglige og det kropslige, at sproget kan give næring til nye, stærkere forbindelser.