Biblioteket Anbefaler: Bogen "Terracotta"
Moderskab er mere end blot omsorgsarbejde. Med "Terracotta" skriver Amalie Smith sig ind i moderskabslitteraturen. Værket er et stærkt bidrag til en af de seneste års vigtige og populære litterære strømninger.
Af Emil Busch Madsen
Amalie Smith dykker ned i moderskabets kerne: at give og forme liv. Og hun tilføjer et nyt element med sin erfaring af klimakrisen og undersøgelse af de talrige informations- og billedstrømme.
Når billeder får liv
I bogens to dele, Billederne lever og Levende billeder, løber der flere forskellige spor. Spor om ler, Terracotta-figurer, en rejse til Cypern, en dagbogsoptegnelse fra de første dage som mor, samtaler med en rumforsker, geobiolog og en kunsthistoriker og forskellige tekster af mere skønlitterær karakter.
Med sit undersøgende, nysgerrige og enkle sprog blander Smith dette virvar af informationer, genrer og stile og maner til eftertanke hos læseren om alt fra sprogmodeller, AI og arbejdslivet som mor.
Hun lykkes som meget få med at blande genrer, sprænge dem og alligevel få læseren til at føle en naturlighed i det amorfe forløb og bevægelse mellem dybe videnskabelige samtaler og personlige refleksioner.
På en rejse gennem tid og oprindelse
Det er en enorm mængde af informationer og følelser, der bearbejdes i det 192 siders værk. Smith formår at veksle mellem menneskets oprindelse og hendes eget barns fødsel. En vekslen mellem det personlige og planetariske.
Særligt smukt er det i dagbogsnoten fra den første uge efter fødslen. Her reflekterer jeget over barnets liv og kæder det sammen med menneskets oprindelse:
”Lille menneskebarn, I Afrika har du også været engang. Eller dine gener har været der, og det er vel stort set det samme. Ifølge genforskere er vi alle sammen i familie med en kvinde, som levede på dét kontinent for ca. 180.000 år siden”.
At give liv i klimakrisens informationsstrømme
Amalie Smith retter i de to dele læserens blik mod alt det, der former os, og hvordan den nye højteknologiske verden påvirker moderskabet. Det er med andre ord ikke kun omsorgsarbejdet, der er i fokus.
Med Terracotta undersøger og gransker hun den verden, vi lever i. I en verden hvor konsekvenserne af klimakrisen er allestedsnærværende og konstant deles på sociale medier, har Smith skrevet et vedkommende og vigtigt bidrag. Både på et personligt plan og for den planet vi lever på.
Bogen er til læsere af samtidslitteratur og moderskabslitteratur med interesse for kunsthistorie og teknologi