Biblioteket anbefaler: Bogen "Zombie"

Jørgen Leth døde den 29. september 2025, 88 år gammel. Han er kendt af mange som digter, filmmager og cykelkommentator, og der er mange divergerende meninger og holdninger til ham. 

Han har vakt både beundring og forargelse. Han er blevet hyldet og udskammet – fejret og blacklistet. Når der blev refereret til ’kokkens datter’, vidste man godt, hvad det handlede om. 

Nogen husker Jørgen Leth for hans klare og stilrene poesi, andre for hans eksperimenterende film. Mange husker ham især for hans karakteristiske stemme og diktion – ikke mindst som mangeårig tv-kommentator af Tour de France. Mange husker ham som kompromisløs kunstner, levemand og æstetiker. 

Samlet set en stor personlighed med et langt og omfangsrigt kunstnerisk virke, som blev afrundet i sommeren 2025 med den vilde og uhyggelige digtsamling Zombie.

Ingen censur, ingen skam

Der er blevet sagt og skrevet meget gennem tiden om Jørgen Leth – både mens han levede og i forbindelse med hans død. På bedste vis fik Simon Pasternak, forlagschef for Gyldendal Skønlitteratur, med få linjer indrammet Jørgen Leth som kunstner og menneske med følgende mindeord: 
 

”Jørgen Leth er død. Stemmen er blevet tavs: den dybe, lidt nasale Jørgen Lethske stemme, der kunne lægge den perfekte frasering ind over alting – fra Eddy Merckx og Godard til en saglig og detaljeret kærlighed og ja, døden selv. Han skrev med enkelhed, nøgternhed og ekstrem coolness om sine helte, sine besættelser og sit liv. Der var ingen censur, ingen skam. Intet var for brændende, for pinligt, for intimt, for stort eller for skønt til at skrive om, for ”jeg skriver på mit liv, imens jeg lever det”. Og Jørgen Leth gjorde sit liv til kunst, til stil, med de omkostninger det havde – og i alt, hvad han skrev, kan vi høre den endnu: stemmen.”

Det her sted er ikke længere sikkert

Digtene i Zombie kredser alle om alderdom og livets uigenkaldelige afslutning. Alderdommen opleves gennem digter-jeg’et som noget, der minder om en gyserfilm. 

Der dukker faretruende zombier op overalt og digter-jeg’et lever i en vis forstand selv som en zombie – i grænselandet mellem liv og død. Det er et meget skræmmende sted at befinde sig. De første urovækkende linjer i digtsamlingens første digt markerer tydeligt tingenes tilstand:
 

Jeg ser det lukker ned omkring mig

Det her sted er ikke længere sikkert

Der er helt fra digtsamlingens start en tydelig bevidsthed om, at tiden er ved at løbe ud - livet slutter om lidt. Men ikke uden kamp! Ikke uden at sige ordentligt farvel.

De skrivende hænder

Jørgen Leth skriver meget nøgternt om kroppens forfald. Om skrøbelige ankler og ældede hænder. Kroppen har forandret sig og kan være svær at genkende. De gamle og brugte hænder er de samme hænder, der førhen kærtegnede en kvindekrop. De samme slidte hænder, der skriver digtene i Zombie og dermed forsøger at få tingene på plads - inden det er for sent:

Mine hænder på tastaturet

jeg ser blodårerne i hænderne

gamle brugte

det er mine egne

jeg har set dem kærtegne

kvindens mørke nubrede

hud med luft

mellem fingrene

kroppens svungne form

ganske nær kakler

og solens glimt

i poolens alt for grønne

brugte flade

 

jeg vil mærke, fornemme

jeg vil beskrive

prøve at få på plads

det er ganske enkelt 

det det handler om

Det endelige farvel

Liv og død, fortid og nutid flyder sammen i Jørgen Leths digte. Den ældede krop husker stadig tidligere tiders sansemættede oplevelser. Digter-jeg’et tager modvilligt afsked med livet, ikke mindst med det kødelige og erotiske liv. Finaledigtet i Zombie afrundes på meget rørende vis med beskrivelsen af et billede af en elsket kvindes nøgne ryg – og dér slutter det:

Jeg tager en af de brune bøger

Åbner den

Den er fuld af ord

Alt det fælles der skal gøres

Det der ikke er fælles

Det er ånden

Det der skal dø

Er kødet

Det er det åndelige

Der ikke skal dø

Det forstår jeg

 

Så kommer alt det

med gentagelsen

besættelsen

jeg har et dejligt billede

af min Dorothies nøgne ryg

lagt ind på næstsidste side

i min brune bog

 

dér slutter det