Fra filmen Old Henry
Foto: Filmstriben

Biblioteket anbefaler: Filmen "Old Henry"

26.08.22
"Old Henry" er en medrivende og velspillet old-school western, der alligevel formår at overraske med nogle gedigne plot-twists.

Helt igennem fantastiske Tim Blake Nelson spiller den stilfærdige og hårdtarbejdende landmand Henry, der sammen med teenage-sønnen Wyatt lever et simpelt liv langt ude på prærien i Oklahoma anno 1906. Henrys kone døde af tuberkulose 10 år forinden.

Wyatt er eventyrlysten og mener, at hans fars liv er nytteløst og kedeligt. Henry derimod er overbeskyttende og forsøger blot at opdrage Wyatt til at blive en hæderlig og fredelig mand. Ikke engang et haglgevær har Wyatt fået lov at skyde med – noget han opponerer stærkt imod.

Freden slutter

Som filmen skrider frem, bliver det dog klarere, at Henry gemmer på en fortid, der er milevidt fra det møjsommelige bondeliv, han nu lever. Den daglige trummerum med en utilfreds teenager og fodring af grise bliver nemlig med ét fejet af banen, da Henry finder en hårdt såret mand og en taske fuld af penge.

Han vælger efter lidt overvejelser at tage pengene og den døende mand med hjem for at pleje ham. Herfra bliver freden i dén grad lagt på hylden.

For kort tid efter dukker tre lyssky mænd med sherifstjerner op – anført af den hårdhudede og kyniske Ketchum (Stephen Dorff). De vil ikke overraskende have fat i den sårede mand, Curry (Scott Haze) samt pengene. Den noget suspekte Curry påstår imidlertid også, at det er ham, der er sherif. Hvem skal Henry dog stole på?

Eminent skuespil

I det hele taget er plottet centreret om hovedpersonernes sande identitet. Hvem er de i virkeligheden? Godt nok har de navne, men i det vilde vesten bestemmer man selv, hvad man kalder sig, og hvilken historie man fortæller om sig selv. Sherifstjerner kan stjæles, og de enorme landområder giver én mulighed for at starte et nyt liv op langt væk fra en belastende fortid.

"Old Henry" er en stramt komponeret film på kun halvanden time, og den har enkeltheden fra den klassiske western. Dog er den mere realistisk og rå end filmene fra storhedstiden i 50'erne. Dén her er simpelthen sølet til i blod og mudder.

Oveni er den sindssygt spændende fra start til slut, og den har et suverænt persongalleri. Den meget lidt glamourøse Tim Blake Nelson er perfekt castet til rollen som den livsmærkede Henry. En senet og lav mand med et smalt ansigt, et øjenlåg der hænger, og et kæmpe busket overskæg.

Han er bedst kendt for Coen-brødrenes skæve film "‘O brother, where art thou?" og Netflix-hittet "The Ballad of Buster Scruggs". Men han er simpelthen fantastisk – ikke mindst når han i "Old Henry" springer ud som total kølig, mystisk og nådesløs hævner.

Du kan se "Old Henry" på Filmstriben med dit bibliotekslogin

Old Henry filmplakat

"Old Henry" er fra 2021

Instruktør: John Matysiak

Medvirkende: Tim Blake Nelson, Scott Haze, Gavin Lewis m.fl.