Film

Biblioteket anbefaler: Filmen "Another Year"

Engelsk køkkenvaskrealisme kombineret med et fremragende persongalleri er opskriften på denne vellykkede dramakomedie.

Af Jacob Neimanas

Den britiske dramakomedie ”Another Year” følger et år hos det ældre ægtepar Gerri og Tom Hepple, der bor i det nordlige London. I løbet af fire akter, opdelt efter de fire årstider, skildrer filmen små glimt af deres liv sammen og især deres liv sammen med familie og venner.

Fra filmen Another Year
Foto: Filmstriben

Filmen trækker genremæssigt på den engelske køkkenvaskrealisme, der opstod i flere kunstformer i 1950’erne og 1960’erne, som er kendetegnet ved skildringer af den britiske arbejderklasses udfordringer. 

Mens Gerri og Tom befinder sig i en umiddelbart økonomisk komfortabel middelklasse - i et ægteskab beriget af balance, tryghed og ømhed - optræder køkkenvaskrealismen i kraft af deres relationer til mennesker, der kæmper med ensomhed, pengeknaphed og alkoholisme. 

Særligt ensomheden skildres som bagtæppet for de skrøbelige tilværelser, som Gerri og Tom i udstrakt grad forsøger at møde med omsorg. Ægteparrets gensidigt støttende og symbiotiske forhold står i stærk kontrast til denne ensomhed, hvilket for mig at se fremhæver et budskab om, at medmenneskelig omsorg er helt essentielt for menneskets trivsel.

Blændende persongalleri

Nogle af filmens mest nævneværdige styrker findes i manuskriptet og skuespilpræstationerne. Filmen er både skrevet og instrueret af engelske Mike Leigh, som forsyner den med naturalistiske og nuancerede karakterer, der inviterer seerens både empatiske og kritiske blik. 

Særligt Lesley Manville ansporer dette dobbeltsidige blik på formidabel og gribende vis som Gerris kollega Mary, der sidder fast i sin stræben efter en bedre tilværelse og rådvild gør sig illusioner og træffer fejlagtige beslutninger. 

Filmens persongalleri er altså mennesker på godt og ondt. Den legendariske filmkritiker Roger Ebert fremhævede netop karakterernes menneskelighed i sin anmeldelse af filmen:

“Another Year” gave me characters I could love, feel uneasy about, identify with or be appalled by. I see a lot of movies where the characters have no personalities, only attributes. I like James Bond, but I ask you: In what way is he human? Every single character in “Another Year” is human, and some of them all too human. I saw it and was enriched. (Roger Ebert, Chicago Sun-Times, 12. januar 2011)

Mere info om "Another Year"

Icon Description

Udgivet: 2010

Instruktør: Mike Leigh

Medvirkende: Jim Broadbent, Lesley Manville, Ruth Sheen m.fl.