Biblioteket anbefaler: Filmen "Høstsonaten"

Den aldrende pianist og mor Charlotte Andergast har i kraft af sin internationale karriere i mange år levet på afstand af sin familie, men efter tabet af den tætte ven Leonardo, tager hun imod datteren Evas invitation om at besøge hende og svigersønnen Viktor på deres præstegård. 

Charlotte og Eva har ikke set hinanden i næsten syv år, og under relationens overflade ulmer en dyb smerte, hvis omdrejningspunkt er den forsømmelse af familien, som Charlottes karrieremæssige valg har bragt med sig. Denne relation står i centrum for "Høstsonatens" intense, fascinerende og til tider hjerteskærende kammerspil. 

Charlottes hjemkomst river op i gamle sår, der har sat markante aftryk på Evas identitet og livsførelse. I løbet af besøget udlægger Eva i tiltagende grad sin smerte for moren, der må reagere på konfrontationen. 

Denne blotlæggelse af deres komplicerede forhold fremhæver temaer som væsentligheden af mellemmenneskelig tilknytning samt forholdet mellem ydre og indre liv, der i filmen kaster lys på den desperation, om ikke depression, som en dysfunktionel udformning af disse temaer kan resultere i.

Intenst skuespil

Rollerne som mor og datter indtages af henholdsvis Ingrid Bergman og Liv Ullmann på dybt imponerende og fængende vis. Deres fascinerende skildringer af karakterernes følelsesmæssige nuancer fremhæves blandt andet gennem dvælende nærbilleder af deres ansigter, der præger nogle af de mest intense scener. Denne intensitet skabes også i kraft af den stilhed, der danner ramme om den tungtvejende, dramatiske dialog. 

"Høstsonaten" er altså en smuk, men ikke nødvendigvis opmuntrende film, der behandler svære eksistentielle emner meget direkte. For mig at se rummer filmen dog livsbekræftende elementer som håb om tilgivelse og genforening.