Biblioteket anbefaler: Bogen "Hvis du er bange, så ryk tættere på"

"Jeg suger hvert enkelt ord op fra papiret, sluger sætningerne, får kvalme, det vender sig i mig. I samtalen giver Liv udtryk for, at det er flovt og svært at tale om, skriver psykologen og skifter linje. Jeg kan mærke stilheden i det blanke felt på papiret".

Jeg kan næsten røre ved hende

Fortællingen udspringer af en sommerferie, som forfatteren og teaterinstruktøren Liv holder med sin lille familie: kæresten Aslak og deres to døtre. Hun har netop fået aktindsigt i journalen fra 1993 – notater om overgrebene, samtaler med hende selv og med begge forældre. 

Det er en foruroligende journal, der vidner om voksne, som på næsten alle niveauer svigter deres ansvar. Ikke kun forældrene, men også de professionelle omkring familien.

Med den voksne Livs blik bevæger hun sig forsigtigt ind i journalen. Hun tager små skridt og begynder at skrive – med afstand, nænsomt, for ikke at skræmme sig selv som den lille pige, hun nu forstår og drager omsorg for. En pige, hvis historie ikke kan ændres, men som må fortælles.
 

”Hvis jeg skal nærme mig pigen, så er det et ‘hun’, jeg må skrive frem. Det er ikke et ‘jeg’, for det er ikke længere mig. Jeg føler mig mere som en voksen, der skal passe på hende, fordi de voksne, der var omkring hende, ikke gjorde det (…) Jeg kan gå ved siden af hende bag en glasvæg eller en tynd, gennemsigtig hinde. Jeg kan næsten røre ved hende”.

Gennem skriften nærmer den voksne Liv sig den barske virkelighed, men virkelighed og fantasi flettes også forunderligt sammen. Det gælder både barndommens oplevelser og nutidens – ikke mindst i relationen til hendes egne døtre. Skoven, slangerne og elverpigerne er med i fortællingen på lige fod med de konkrete mennesker.
 

”I teatret kan man tale med spøgelser, træer og dyr. Man kan møde sine ånder”.

Teatret har været en del af Livs liv siden barndommen, og det bliver også hendes tilgang til den personlige historie. Det fungerer stærkt i romanen og er med til at adskille den fra mange af de andre – i øvrigt også gode – overgrebsromaner, der er udkommet de seneste år. For mig giver den associationer til japansk og koreansk litteratur i sin brug af mytologi, ånder og spøgelser.

En udvisket veninde

Liv er ikke helt alene i barndommens mørke. Hun har nemlig en tæt veninde, K, som står hende nærmere end nogen anden. Også hende nærmer Liv sig – både i erindringen og i romanens nutidsspor – selvom det er svært.
 

”Et andet barn toner frem på lærredet: K. Jeg har visket hende ud, hver gang hun er dukket op. Systematisk fjernet hende, dette spøgelse, som hjemsøger mig med sit blik, der fortæller mig, at noget er helt galt!”

”Hvis du er bange, så ryk tættere på”, siger faren til Livs veninde K en aften, hvor de to piger skal overnatte hos ham. Efter den aften trækker K sig fra Liv, og først i romanens nutid finder den voksne Liv ud af, hvad der skete dengang.

Sætningen bliver samtidig et mantra i Livs egen skriveproces og i hendes forsigtige nærmen sig den 8-årige pige, hun engang var. Den sætter også spor i relationen til hendes egen datter – ikke mindst i den lange scene, hvor datteren, næsten som en moderne Rødhætte, begiver sig alene ind i skoven.