Biblioteket anbefaler: Filmen "You Were Never Really Here"

En mand ligger på en seng i et hotelværelse. Han har en plastikpose over hovedet og kan ikke få vejret. Til sidst fjernes posen, og manden hiver stakåndet luft ind.

Manden hedder Joe. Han har selv ført plastikposen ned over hovedet. Måske for at fordrive og fortrænge traumer. Måske for at fjerne en følelse af ikke rigtigt at være til stede i virkeligheden. Måske er det bare selvpineri.

Men scenen i You Were Never Really Here er ikke bare et indblik i Joes psykiske tilstand. Hele filmen er på en måde som en kvælende plastikpose. Den er en ubehagelig mareridtsboble af traumer, apati og brutal vold, der giver en knugende fornemmelse af, at virkeligheden hele tiden synes uden for rækkevidde.

Kidnapningssag tager en drejning

Joe er krigsveteran og lider af posttraumatisk stress. Men det er ikke bare ubearbejdede krigsoplevelser, der plager ham. Flashbacks af en anonym faderskikkelse, der mishandler Joe, dukker op som sylespidse stik ud af ingenting.

Joe bor hos sin småexcentriske aldrende mor og tjener penge som en slags privatdetektiv, der har specialiseret sig i at opspore forsvundne børn. En dag får han til opgave at finde en politikers datter. Faren frygter, at pigen er blevet kidnappet og holdes fanget i en “kravlegård” - en form for bordel for pædofile, hvor unge piger fyldes med stoffer for ikke at gøre modstand imod de mandlige klienter.

Faren ønsker ikke, at politiet skal involveres, da en valgkampagne er nært forestående, og så kan man i øvrigt heller ikke instruere politiet i at være brutale over for forbryderne. Det kan man med Joe, og han køber endda en hammer til formålet. 

Jobbet går dog slet ikke som planlagt, og Joe må pludselig kæmpe for sit eget liv og er jaget vildt. Men det får ikke boblen til at briste. Plastikposen bliver siddende. Det, der kan lyde som en intens og nervepirrende thriller, og et stykke af vejen er det, trækkes i en anden retning af instruktør Lynne Ramsays impressionistiske tilgang og insisteren på at anskue Joes tilstand som et afsæt til at udforske en kollektiv blasert virkelighedsopfattelse.

Film og musik går i ét

Joes følelse af at være tilskuer til sit eget liv løftes op til en samfundsdiagnose. Det kan godt være, at Ramsays smådystopiske skildring af New York ikke stemmer overens med virkeligheden, men det er selve den måde, virkeligheden - eller måske snarere virkelighedsfraværet - fremstilles på, der på én gang gør "You Were Never Really Here" så skræmmende og fascinerende.

Det er ikke første gang, at Ramsay bruger en psykisk lidelse som et æstetisk grundelement i en film. Hendes forrige film "We Need to Talk About Kevin", der handler om Eva, hvis søn begår et skoleskyderi, kredser om fødselsdepression.

I "You Were Never Really Here" er perspektivet flyttet fra forælderen til det svigtede barn, og skyldfølelsen er erstattet af en latent hævntørst. Jonny Greenwood fra det hæderkronede engelske band Radiohead har leveret en musikside, som på fornem vis favner thrillerens pulserende fremdrift og det hvinende mareridtsagtige drama, og er med til at understrege, at filmen er en af de værker, der får filmkunsten til at bevæge sig nye veje.