Biblioteket anbefaler: Filmen "The Quiet Girl"
Det irske drama "The Quiet Girl" er et gribende vidnesbyrd om den livsforandrende indvirkning, omsorg kan have på et barn, der slet ikke har oplevet nok af den.
Af Jacob Neimanas
Den forknytte 9-årige pige, Cáit, bliver sendt på et ophold hos sin mors kusine, Eibhlín, og hendes mand, Seán, hen over sommeren 1981.
Hjemme er Cáit en outsider i en stor søskendeflok, præget af fattigdom og forsømmelige forældre. Hos Eibhlín og Seán oplever hun dog en ny virkelighed. Eibhlín omfavner hende med åbne arme, opmærksomhed og ømhed. Seán er mere tilbageholdende over for Cáit, hæmmet af en usagt omstændighed, der, på trods af Eibhlíns varme, tynger huset.
Seán bløder dog op, det usagte bringes frem i lyset, og parret deler efterhånden omsorgen for Cáit. Lidt efter lidt giver det forknytte plads til det trygge og tillidsfulde, der spirer frem i Cáit.
Cáits verden
En af filmens stærkeste kvaliteter er skildringen af Cáits verden. Med få afvigelser er det hendes eksistentielle perspektiv, seeren ser filmen igennem.
Vi er blandt andet med, når hun smuglytter til sine forældre, mens de planlægger hendes ophold, når hun smugkigger på et kys mellem Eibhlín og Seán, og når vi ser glimt af hendes indre billedverden, der vidner om væsentligheden af små, ordløse, kærlige handlinger.
Ved de mest toneangivende afvigelser fra Cáits perspektiv er det netop hendes fravær, der fylder karakterernes verden. Det er for eksempel tilfældet, da hun bliver væk for Seán, mens han fejer i stalden, og han panisk forsøger at finde hende.
Baseret på roman
"The Quiet Girl" er irske Colm Bairéads spillefilmsdebut, baseret på kortromanen Omsorg af Claire Keegan. Størstedelen af filmen foregår på irsk, som originaltitlen An Cailín Ciúin indikerer.
Den blev i 2023 som den første irsksprogede film nogensinde nomineret til en Oscar for bedste udenlandske film.
Mere info om "The Quiet Girl"
Udgivet: 2022
Instruktør: Colm Bairéad
Medvirkende: Carrie Crowley, Catherine Clinch, Andrew Bennett m.fl.