Biblioteket Anbefaler: Bogen: "elskende"
Det driver med væsker, det er ulidelig sommervarmt, og det foregår i pestens middelalder. Amalie Langballes "elskende" er en fængende og fragmenteret roman, der drager læseren mod elskendes hemmeligheder, dødsensfarlig jalousi og tilværelsens mørke sider.
Af Emil Busch Madsen
Fortællingen begynder efter den sommer, hvor det hele udspiller sig. En adelskvinde, der er forvist til et bordel af sin gale mand, udfolder en historie fuld af jalousi, vold og hemmeligheder.
I begyndelsen sår hun tvivl om sin egen historie:
“Det er muligt, at drøm og virkelighed har vævet sig ind i hinanden”.
Men som læser er man grebet fra side 1. Samtidig væmmes man af de mange sanseindtryk, der flyder rundt i den varme sommer:
“Hver sommer har sin egen duft, og dennes var blandt andet kvindernes svedige inderlår (røde og hudløse), børnenes ustyrlige eksem (sødlig og ostefed), mændenes svampede pikke (deres skridt som en syg skovbund)”.
Hemmelighedskræmmeri og nærvær
Det er ikke fortællerens egen historie på bordellet med de mange pikke, der er det vigtigste. Den sætter scenen. Snarere er det, når Langballe udfolder fortællingen mellem kongens kone Sunniva og bordelejeren Viola, at værket virkelig spiller.
Her roder vi rundt i gamle sår, og flere lag opstår i fortællingen: en ungdomsforelskelse mellem to kvinder, jalousi mellem Sunniva og en prostitueret og fordækt smuglervirksomhed. Hemmelighederne fyger rundt som en rettesnor, der holder sammen på fortællingen.
For Langballe skriver med et nærvær om det klamme og grusomme, det smukke og det sexede i de hemmeligheder, vi har for hinanden. Man sidder åndeløs, forvirret og foruroliget tilbage.
Sår og sprækker af menneskelighed
Detaljerne pibler frem i hemmelighedskræmmeriet. Her er Langballe fænomenal til at skrive den skam frem, vi alle bærer rundt på. Det private, pinlige og forbudte bliver afsløret, eller som jeget formulerer det om de mænd, der kommer på bordellet:
“Mændene kom nogle gange til at aflevere noget af sig selv hos mig, fordi de var uopmærksomme, eller måske fordi de ikke troede, at jeg kiggede”.
Vi bliver tilskuere til noget af det allermest private og personlige, deres seksuelle laster, deres traumer og deres kroppe. Det gør bogen og dens karakterer meget menneskelige, fordi vi får lov at dykke ned i deres sårbarhed.
Langballes mesterstykke er, at hun konfronterer læseren hovedkulds med det pinlige, klamme og grimme ved at være menneske. Hun viser, at menneskelighed ikke kun er fryd og gammen, men også rummer mørke og tunge sider.
