Del dine historier på Ordrup Bibliotek

Vild vandring, verdenskrig og Pride: Hen over foråret inviterer Ordrup Bibliotek til temaaftner og efterlyser nu historier, breve, genstande og billeder fra alle, der har lyst til at dele deres historie.

Ordrup Bibliotek inviterer til tre arrangementer med hver sit tema, hvor en lille udstilling, fortælling og visning af en film binder temaet sammen. Har du lyst til at bidrage med effekter til udstillingerne eller oplæg før filmene, er du meget velkommen til at henvende dig til os.

Tirsdag d. 10. april skal vi se filmen Sarahs nøgle, baseret på Tatiana de Rosnays roman, der handler om, hvordan over 13.000 franske jøder en julidag i 1942 bliver frihedsberøvet og ført til Auschwitz. Til denne aften efterlyser vi historier fra krigens tid – har du historier at fortælle eller ligger der breve eller billeder i gemmerne, som du vil vise? Så vil vi gerne høre fra dig. Temaet for udstillingen er jødisk litteratur, jødeforfølgelse og andre, der blev forfulgt eller gjorde en indsats under 2. Verdenskrig.
Læs mere om arrangementet og tilmeld dig gratis her.

Tirsdag d. 15. maj skal det handle om vandringer. Cheryl Strayeds roman Wild er udgangspunkt for denne aftens film, som er en beretning om at tage på en lang vandretur, der bliver til en rejse frem mod selverkendelse. Filmens hovedrolle spilles af Reese Witherspoon, og temaet er bøger om rejser, der begynder som rejser ud i verden, men ender med at blive til rejsen ind i én selv. Har du selv en god historie om vandring, som du har lyst til at fortælle, så vil biblioteket gerne høre fra dig.
Læs mere om arrangementet og tilmeld dig gratis her.

Tirsdag d. 12. juni er filmatiseringen af Patricia Highsmiths roman Carol på programmet. Dramaet foregår i 1950’ernes New York og handler om kærligheden mellem to kvinder, hvor den unge Therese Belivets liv ændrer sig radikalt, da hun forelsker sig i den ældre kvinde Carol. De to hovedroller spilles af Rooney Mara og Cate Blanchett og temaet for aftenen er homoseksuelles rettigheder og Pride.
Læs mere om arrangementet og tilmeld dig gratis her.


Del din historie

Har du lyst til at bidrage med genstande til udstillingerne eller har du en historie at fortælle som oplæg før filmene, kontakt bibliotekar Helen Jagd Christensen på hjc@gentofte.dk eller ring på tlf. 3998 5750.