Foto Klaus Holsting
Foto Klaus Holsting

Marianne Larsen modtager Dan Turèll Medaljen

01.03.17
Dan Turèll Medaljen 2017 går til et af de helt store navne i dansk poesi gennem snart et halvt århundrede, nemlig digteren Marianne Larsen.

Hvert år på Dan Turèlls fødselsdag uddeler Dan Turèll Selskabet Dan Turèll Medaljen. Medaljen uddeleles til en kunstner, der i sit virke korresponderer med Dan Turèlls værk og ånd. I år er valget faldet på digteren Marianne Larsen, og herunder, i Dan Turèlls Selskabets motivering, kan du læse hvorfor. 

I 1975 redigerede Dan Turèll sammen med digteren og forlæggeren Asger Schnack antologien Min Generation (udsendt på forlaget Swing). Udvalget var ganske stramt. De to redaktører havde, foruden sig selv, kun inkluderet fem andre forfattere i denne eksklusive markering. Og én af disse var Marianne Larsen (f. 1951). 

Erfaringsfællesskab med Dan Turèll

I dag er det generationsmæssige erfaringsslægtskab mellem Dan Turèll og Marianne Larsen til at få øje på, også selv om deres forfatterskaber på flere måder er meget forskellige. I 1969, samme år hvor Dan Turèll debuterede officielt i bogform med 40 ark, debuterede Marianne Larsen i tidsskriftet Hvedekorn med en række digte, alle betitlet “Til A”. Og allerede i disse tidlige digte fornemmes hendes helt særlige sproglige sensibilitet, en sarthed, der har bund i en dyb ensomhedsfølelse, som er af eksistentiel art. Det ene digt begynder:

“i min føjelige ensomhed har jeg bygget undere op / går ind i dem og laver dem om”.

Her kommer en personlig poetik til syne: At bygge disse undere op – og gå ind i dem og lave dem om – det er den digteriske skaben og fortsatte proces! 

Højst original ensomhedskritik

Marianne Larsens første bog, Koncentrationer, med såvel prosa som digte, udkom i 1971. Og i midten af årtiet – mere eller mindre parallelt med at Dan Turèll udsendte den såkaldte Storby-Trilogi bestående af titlerne Drive-in Digte (1976), 3-D Digte (1977) og Storby-Blues (1977) – berigede Marianne Larsen verden med sin trilogi: Cinderella (1974), Fællessprog (1975) og Det må siges enkelt (1976) (udgivet samlet som Fællessprogstrilogien på Asger Schnacks Forlag i 2016). Hvor Dan Turèlls trilogi med storbyen som kulisse behandler livet, hverdagen og kærligheden i et sprog, der er jazz, kan Marianne Larsens trilogi opfattes som udtryk for en højst original ensomhedskritik. Over for ensomheden sættes fællessproget – af Marianne Larsen brugt poetisk-politisk. 

Dan Turèll og Cinderella

I forbindelse med udgivelsen af det første bind i Fællessprogstrilogien var det Dan Turèll, der stod for anmeldelsen i Danmarks Radio. Han sagde blandt andet: 

“Marianne Larsens nye digtsamling, Cinderella, er en af det nye forlag Swing’s første udgivelser, og det er fandeme en flot start. Jeg tror ikke, Marianne Larsen før har netop swinget så meget som i dette 40 siders hæfte, hvis digte næsten uden undtagelse er rettet ind imod kønsproblematikken. ‘Rødstrømpedigte’ er en utilstrækkelig etiket, men antyder alligevel ét og andet om den bevidsthed, vi her sér sprogligt konkretiseret, formuleret på en klar og ligefrem sanselig måde, ofte summarisk, men aldrig uden præcision, hvad enten der er tale om de kortere eller de længere forløb.” 

Der er ingen som Marianne Larsen

Siden har Marianne Larsen udsendt op imod et halvt hundrede bøger af samme høje kvalitet: digte, prosastykker, romaner. Men først og fremmest digte, i en stadig udvikling fra det politiske til det fantasifulde, fra det sprogreflekterende til det nyformulerende. 

Marianne Larsens seneste digtsamling bærer titlen og tiden i vild tilstand mod min hud og udkom på Gyldendal i 2016. Den er – ligesom hele forfatterskabet – kendetegnet ved en originalitet i det sproglige kombineret med en afgørende verdensbevidsthed. Der er ingen som hende.

Materialer