Copyright: Moomin Characters

Mumitrolde på vej til det nyindrettede Jægersborg Bibliotek

07.11.17
Tag på opdagelse med ”Mumi, Mymlen og Lille My” fra lørdag den 9. november, når Jægersborg Bibliotek inviterer til sjov i Mumidalen med udstilling og workshops i de nyindrettede lokaler.

Vintermørket har sænket sig. Ligesom mørket ofte optræder som bagtæppe i finlandssvenske Tove Janssons bøger om den lille familie af mumitrolde og deres hverdag og udfordringer i Mumidalen. Men heldigvis er der, som i Janssons bøger, lys og magi i mørket. Fra den 11. november kan børn og voksne nemlig sammen gå på opdagelse i Tove Janssons dejlige billedbogsunivers i udstillingen ”Mumi, Mymlen og Lille My” på Jægersborg Bibliotek.

Kravl igennem historiens sider

Udstillingen er bygget sådan, at børn kan kravle igennem historiens sider, mens de oplever historien om at blive væk og at blive fundet igen. Udstillingen åbnes festligt den 11. november fra 11.00 – 13.00, og åbningen markerer samtidig den nye fleksible indretning af det lille Jægersborg Bibliotek på Smakkegårdsvej.

Workshops

Jægersborg Bibliotek står i Mumitroldenes tegn helt frem til den 28. december. Der vil være masser af Mumimaterialer at låne med hjem, og både store og små kan blive klogere på Finland og Mumidalen hver lørdag fra 11. november til om med 2. december. Kom og hør historier, se film, lav mumiperleplader, klap et ægte rensdyr, lav finsk julepynt og meget andet.

Skrevet under turbulent periode

Tove Jansson begyndte at skrive bogserien om Mumitroldene under Anden Verdenskrig for at få afløb for den sorg og frustration hun som pacifist følte i den for Finland ekstremt turbulente periode. Historierne om Mumitroldene rummer derfor både de mørke og de lyse sider af livet på en måde, så børn alligevel altid er trygge i universet. Med et glimt i øjet og en eftertænksom mine præsenterer Jansson Mumitroldene for os og gør det muligt at følge livets gang i Mumidalen. Glæd jer til at finde lys i vintermørket på Jægersborg Bibliotek. Læs mere om alle aktiviteterne i Mumidalen i Jægersborg på genbib.dk/mumi

Udstillingen ”Mumi, Mymlen og Lille My” er en del af temaet Finland i Jægersborg, som markerer 100-året for Finlands selvstændighed.

Læs mere om aktiviteterne for børn under Mumi-udstillingen. 

Læs mere om teamet Finland i Jægersborg. 

Reserver forlægget for udstillingen, nemlig billedbogen "Mumi, Mymlen og Lille My" herunder og find Mumi-filmene "Jul i Mumidalen", "Mumitroldene på sommerferie" og "Farlig midsommer" på Filmstriben

Materialer