Biblioteket anbefaler '4 måneder, 3 uger og 2 dage' - vinder af Guldpalmen i 2008

Titlen refererer ikke kun til et tidsrum - den angiver også et tidspunkt. 

De to studerende, Otilia og Gabriela, deler et lille værelse i en by et sted i Rumænien i 1987. Det er et lille års tid før, den kommunistiske præsident Nicolae Ceaușescu bliver henrettet efter et folkeligt oprør. Samtidig er det cirka 20 år siden, at Ceaușescu forbød abort for at højne fødselsraten.

Gabriela er nemlig gravid og vil ikke have barnet. Otilia er gået med til at hjælpe hende, men hvad der helt præcist er på færde, og hvorfor Garbriela har brug for hjælp, går først lidt efter lidt op for os. I en strøm af mere eller mindre trivielle gøremål og samtaler, der får den psykologiske virkelighed til at træde frem, mødes Otilia midt i det hele med abortlægen Bebe i en bil.

På et hotelværelse, hvor aborten i al hemmelighed skal foretages, finder vi ud af, at Gabriela ikke kun har været gravid i under tre måneder, som hun ellers har påstået. Det gør indgrebet sværere og forbrydelsen alvorligere. Gabrielas fortielser placerer Otilia i en prekær situation, for Bebe stiller højere og højere krav, jo mere Gabriela indrømmer, og det er ikke kun flere penge, han beder om. Bebe presser til sidst Otilia til at gå i seng med ham for, at Gabriela kan få foretaget aborten.

Scenen er ikke bare et billede på, hvordan den egoistiske kyniker udnytter de desperate og ubehjælpelige. Den udvander også grænsen mellem kynismen og ofret. For det er ikke blot Gabrielas indrømmelser, der skaber et moralsk dilemma for Otilia. Gabrielas mimik, hendes pauser mellem ordene, måden, hun først svarer tvetydigt, så selvmodsigende, så tilbageholdende, får spørgsmålet om, hvorvidt Gabriela bag løgnen ikke blot er desperat og ubehjælpelig, men også ryggesløs, til at presse sig på.

Utilia ofrer sig ikke bare ved at hjælpe sin veninde, men bliver også et offer for et glubsk socialt spil, hvor motiver, tanker og følelser kun ytres for egen vindings skyld. Og efterfølgende må hun sidde til et middagsselskab med kæresten og kærestens forældre (og deres venner) og bide afskyen og vreden i sig, mens instruktør Cristian Mungiu lader et insisterende køligt kamera indfange festlighederne uden at klippe.

Filmen opbygger lidt efter lidt en stilfærdig sitrende uhygge, hvor man aldrig helt ved, hvem eller hvad man kan stole på, og ender som en gribende, frygtelig fortælling om, hvordan (med)menneskelighed udnyttes og misbruges som en slags inflateret valuta på det sorte marked. 4 måneder, 3 uger og 2 dage vandt Guldpalmen i 2008 og står i dag som et centralt værk i den rumænske nybølge.

Af Mattias Blicher, cand.mag ved Vangede Bibliotek