Biblioteket anbefaler 'Den dag på stranden' med Saoirse Ronan

08.08.19
'Den dag på stranden' er et hjertegribende kærlighedsdrama fra 2017 med Saoirse Ronan og Billy Howle. Se filmen gratis på Filmstriben.dk.

Historien tager sin begyndelse i 1962, hvor vi møder det unge nygifte par Florence (Saoirse Ronan) og Edward (Billy Howle), som er på bryllupsrejse på et strandhotel i Dorset i Sydengland. De er begge lykkelige og forventningsfulde, men også meget nervøse over deres bryllupsnat. Stemningen bliver ikke bedre af, at deres middag serveres på hotelværelset, på fineste vis af tjenere, lige foran brudesengen, og forventningspresset ligger som en forkrampet dyne over dem. 

Under middagen, da samtalen ofte forstummer mellem dem, får vi i flashbacks deres historie, hvor vi bliver fortrolige med hovedpersonerne og deres opvækst. Det unge par virker umiddelbart ligestillede, de er begge meget uerfarne og stille personer, de er begge akademikere – Edward er historiker, og Florence er klassisk violinist. 

Florence kommer fra et meget borgerligt hjem. Faderen (Samuel West) er virksomhedsejer, og hendes meget snobbede mor (Emily Watson) er bestemt ikke tilfreds med datterens valg af mand. Edward kommer fra et mere bohemeagtigt hjem, hvor moderens (Anne-Marie Duff) passion er kunsten og gerne går nøgen rundt i stuerne, mens husmorrollen bestemt ikke ligger til hende. 

Til lyden af 1960’er-musik får vi også historien om det unge pars forelskelse, som indtil brylluppet aldrig var af fysisk karakter. Florence har konstant afvist Edwards tilnærmelser, og hun har store problemer ved fysisk nærhed og intimitet. Dette gør selvfølgelig Edward frustreret og uforstående over for hende adfærd, da hun ofte fortæller, hvor meget hun elsker ham og det gode de har sammen. Man aner, at hun måske har noget traumatisk med sig fra fortiden.

På grund af Florence' kropsangst og Edwards usikkerhed og uerfarenhed ender deres bryllupsnat fatalt og ødelæggende for dem begge og kommer til at påvirke resten af deres liv.

En meget elegant, sensitiv og britisk historie, hvis handling udspilles i flere perioder. Først i 1962, så frem til 1975 og til slutningen i 2007, som uden at sige for meget, er smertefuld at iagttage, for var det de rigtige valg, der blevet taget dengang? Yderligere får vi her meget fine periodeportrætter.

Saoirse Ronan spiller fabelagtigt i sin rolle som den gammelkloge og frigide Florence, og Billy Howle er fantastisk i sin rolle som den sympatiske Edward. Den dag på stranden (2017) er instrueret af Dominic Cooke og bygger på romanen Ved Chesil Beach af forfatteren Ian McEwan fra 2007.

Af Bibliotekar, Lisa Stahlhut, Gentofte Bibliotekerne

Tags
Materialer