
Biblioteket anbefaler e-bøger: Vi lever lige nu i en fremtidsroman
Pandemien er over os. Skoler, butikker, restauranter og ikke mindst biblioteker er lukkede og vi har alle forskanset os derhjemme, nogle med familien omkring sig, andre alene. Pludselig blev 2020 året, hvor coronaepidemien kom til Danmark, kun få måneder efter at den brød ud på et kinesisk fødevaremarked. I disse uger er det meste af verden lukket ned, og vi er nok mange, der har en følelse af, at vi befinder os midt i en fiktiv fortælling, en science fiction-film eller en katastroferoman af Margaret Atwood.
Virus, pandemier og fremtidsscenarier er der blevet skabt god litteratur ud af i århundreder, og hvis du tør, kan du læse med, selv om du lige nu ikke kan komme på biblioteket og hente bøgerne. De er nemlig alle tilgængelige som e-bøger på e-reolen og derfor kun få klik væk.
Så har du brug for en pause fra daglige pressemøder fra myndighederne og utallige breaking news-opdateringer, finder du herunder ti fornuftige forslag til, hvad du også kan bruge din skærm til.
God fornøjelse,
Christine, litteraturformidler på Gentofte Hovedbibliotek
Boccaccio: Dekameron
Ti unge mennesker, syv kvinder og tre mænd forlader i 1300-tallet det pestramte Firenze. De installerer sig på et landsted uden for byen og som adspredelse fortæller de en historie hver dag. Da de tilbringer ti dage der bliver det til hundrede fortællinger.
Daniel Defoe: Pestens år
Detaljerig skildring af byldepesten i London i 1665 set gennem øjnene på en sadelmager, der blev i byen for at beskytte sin forretning.
J.P. Jacoben: Pesten i Bergamo
Novelle om hvordan en pestepidemi i norditalienske Bergamo fører til en opløsning af samfundet og individuel egoisme.
Edgar Allan Poe: Kong Pest i Samlede fortællinger 1
Flere af Poes fortællinger foregår på et bagtæppe af en pestlignende sygdoms hærgen inspireret af koleraepidemien i 1832. Fx ”Kong Pest” og ”Maskeraden under den røde død”.
Albert Camus: Pesten
En anonym fortæller skildrer nøgternt en pestepidemi i 1940'erne i en algerisk by, hvor panikken efterhånden afløses af ligegyldighed, som en symbolsk beretning om nazismen og kampen mod den, men samtidig en fremstilling af almenmenneskelige eksistentielle og etiske problemstillinger
Garcia Marquez: Love in the time of cholera
Smuk og tragikomisk roman om en mand, der, i et koleraplaget Colombia, må vente 53 år, 7 måneder og 11 dage på at få den kvinde, han elsker.
José Saramago: En fortælling om blindhed
Pludselig en dag bliver en mand blind, og snart efter alle han har haft berøring med. Samfundets og menneskenes håndtering af "problemet" bliver en besk og vittig fabel om civilisationens tynde fernis
Margaret Atwood: Syndflodens år
Ren og Toby er to af de få overlevende efter en stor menneskeskabt pandemi. I en verden med farlige klonede dyr og voldsmænd forsøger de at finde Rens veninde Amanda.
Sjòn: Månesten: drengen, der aldrig var til
Den 16-årige dreng Månesten oplever den spanske syges hærgen, vulkanen Katla i udbrud og Islands selvstændighed sammenvævet med biografernes stumfilm i Reykjavik 1918, mens han tumler med sin seksualitet.
Hanne Vibeke Holst: Som pesten
Som nyansat læge i WHO i Geneve får danske Karoline Branner sin sag for, da der udbryder en dødelig influenzapandemi. Hun må kæmpe en hård kamp mod politiske intriger, medicinalindustrien og sin egen mand.