Biblioteket anbefaler "The Killing of a Sacred Deer" med Colin Farrell

Steven er en succesfuld kirurg, bor i et fornemt hus, er gift med en flot kvinde og har to skønne børn. Alt ånder idyl på overfladen, men Steven har også sine særheder. Hans bedste ven, Martin, er en 15-årig dreng, og når han har sex med konen, beder han hende om “generel anæstesi”, hvorefter hun fingerer at være bevidstløs.

I The Killing of a Sacred Deer (2017) kommer det absurde og surrealistiske krybende og er med til at forme en slags psykologisk thriller spændt ud mellem overtro og fornuft. 

Surrealismen er græske Yorgos Lanthimos’ varemærke og er kendt fra tidligere film som Dogtooth (2009), hvor en kernefamilie er barrikaderet og isoleret bag palisadehegn og mure og overladt til egne perversiteter og barokke normer, og The Lobster (2015), hvor singler skal vælge hvilket dyr, de forvandles til, hvis de ikke har fundet en passende partner inden 45 dage.

Præmissen i The Killing of a Sacred Deer er dog ikke så åbenlys underlig og absurd som i de tidligere film. Virkeligheden er mere genkendelig, og det normale er inden for rækkevidde. Men i takt med, at Stevens fortid oprulles, ændrer filmen mere og mere karakter.

Venskabet med Martin har rod i en fejlslagen operation, der tog livet af Martins far. Steven var kirurgen, og på det tidspunkt var han alkoholiker. Han blev dog aldrig stillet til ansvar for operationen, og alkoholen har han siden lagt på hylden. Venskabet med Martin er altså grundet i Stevens tyngede samvittighed, men da Martin forsøger at føre Steven sammen med sin mor, der stadig er enlig efter farens død, trækker Steven sig. Det viser sig at være et skæbnesvangert valg.

Som i en græsk tragedie kastes der en forbandelse over Stevens familie. En efter en bliver familiemedlemmerne ramt af en mystisk lammelse, der ifølge Martin til sidst vil medføre døden, hvis ikke Steven vælger at dræbe et familiemedlem inden. Steven forsøger først at finde svar i lægevidenskaben, og derefter kidnapper han Martin, men lammelserne synes skæbnebestemt.

Fornuften bliver skrællet af Steven indtil, han til sidst er ren desperation i kød og blod, men hvis han skal dræbe et familiemedlem, så skal han vel udvælge medlemmet ud fra nogle logiske kriterier?

Lanthimos viser sig igen i The Killing of a Sacred Deer som en sand tonemester, der sætter stemningen med mærkelige uhyggelige replikker - fornemt flankeret af den faste manuskriptpartner Efthymis Filippou. Men det er også værd at notere sig det elegante kameraarbejde. Kameraet synes løsrevet fra den verden, det afbilder. Det svæver og kravler rundt efter filmens karakterer som et overjordisk øje, hvilket skaber en diabolsk voyeuristisk fornemmelse.

Lanthimos har vundet flere priser for sine film - blandt andet prisen for bedste manuskript for The Killing of a Sacred Deer ved filmfestivalen i Cannes - og den østrigske mester, Michael Haneke, har fremhævet ham som en usædvanlig talentfuld filmskaber.

The Killing of a Sacred Deer er et godt sted at begynde, hvis ikke man har stiftet bekendtskab med Lanthimos’ film før, og så er det i det hele taget bare en film, der på provokerende og original vis blander den klassiske græske tragedie med antiborgerlig kritik og surrealistisk filmkunst.

The Killing of a Sacred Deer, 2017. Instrueret af Yorgos Lanthimos.

Skrevet af Mattias Blicher, cand.mag., Vangede Bibliotek.