Biblioteket anbefaler "Marjorie Prime" med Jon Hamm

01.07.19
I en nær fremtid præget af kunstig intelligens får en ældre kvinde en ny livsledsager i form af et hologram, der ligner hendes afdøde mand, dengang han var i 40'erne. "Marjorie Prime" er en tankevækkende film om erindring, hukommelse og hvor langt kunstig intelligens rækker. Se den gratis på Filmstriben.

Marjorie Prime er oprindeligt et teaterstykke af Jordan Harrison (nomineret til Pulitzerprisen i 2015), og man mærker tydeligt, at det ikke er de ydre elementer, der er vigtige, men derimod samtalen.

Filmstriben finder man filmen under genren Science Fiction. Men altså science fiction af den mest rolige slags. Tematikken er i al sin enkelthed og kompleksitet: Har vi, i en ikke så fjern fremtid, fundet en måde at snyde døden på? Og hvad har vi erstattet den med?

Marjorie (Lois Smith, der også havde rollen i teaterversionen) er 86 år og lider af demens. For at mindske forvirring og frustration har hun fået installeret en såkaldt 'prime' - et hologram af sin afdøde ægtemand, Walter.

Marjorie har selv valgt, hvilken alder Walter har i denne prime, og vi møder derfor Walter, som han så ud, da han var i 40'erne. Jon Hamm er god som smukt og glat hologram.

Walter Prime ved som udgangspunkt ingenting om sig selv og sit liv. Han skal have alting fortalt (eller kodet ind om man vil) og er meget nysgerrig efter at vide, hvilken person han var.

Man kan sige det samme om Marjorie med modsat fortegn. Hun er ved at glemme, hvem hun var, og må spørge sin familie om detaljer. Identiteten bliver skabt gennem samtaler med andre. Når Marjorie taler med Walter deler de ikke fortiden.  De laver om på deres fælles historie og skaber nye minder. Hun får sine egne, ukomplette, erindringer tilbage via Walter Prime.

Men det er ikke kun Marjorie, der fortæller Walter Prime historier om det liv, han levede. Marjorie bor sammen med sin datter og svigersøn, Tess (Geena Davis) og Jon (Tim Robbins), og Jon bruger megen tid sammen med Walter. Her kommer nogle andre aspekter frem, og man fornemmer en fortrængt familietragedie. Tess finder det ubehageligt at have en ung udgave af sin far siddende i sofaen. Hun er jaloux over, at moderen foretrækker hologrammet frem for hende.

Erindring spiller en altafgørende rolle i filmen. I en scene refererer Tess til den amerikanske filosof og psykolog William James med ordene "Når man husker noget, husker man mindet". Det, vi husker, er altså ikke selve hændelsen. Vi husker blot mindet fra sidste gang, vi huskede hændelsen. Så mindet bliver mere og mere sløret for hver gang. En kopi af en kopi.

I forlængelse heraf undersøger filmen, hvor langt kunstig intelligens rækker. Vil disse primes blive mere og mere menneskelige i takt med antallet af minder, de bliver fodret med? Og kan man sørge over tabet, hvis man stadig kan føre samtaler med den afdøde?

Marjorie Prime giver stof til eftertanke.

Af bibliotekar Dina Lemming Pedersen, Gentofte Hovedbibliotek.


Marjorie Prime, 2016. Instrueret af Michael Almereyda.

Tags
Materialer