Foto fra serien Kampen om det tunge vand.
Foto fra serien Kampen om det tunge vand.

De 10 bedste udenlandske serier på Filmstriben

17.04.20
Filmstriben er ikke kun film. Der ligger også en del binge-værdige tv-serier. Mens de største danske serier såsom Matador, Rejseholdet og Broen nu kun kan streames via DR, vil vi anbefale 10 udenlandske serier, som alle holder utrolig høj kvalitet. Listen herunder består af norske, svenske og engelske tv-serier. Her er virkelig mange timer med rørende, storslået, lærerig og nervepirrende underholdning.

En scene fra serien Hornflower.

10. Hornblower

I januar 1793 begynder Horatio Hornblower i den britiske flåde. Man følger ham fra ydmygelserne som ny kadet til, han ender som nationens største søhelt. Hornblower vandt en Emmy for bedste miniserie 1999. En flot og storslået serie fra 1998. 

En scene fra serien Wallander.

9. Wallander

Henning Mankells største succes er bøgerne om Kurt Wallander, som er filmatiseret med flere forskellige skuespillere i titelrollen. I 2005-2006 kom de 13 første afsnit med Krister Henriksson som Wallander. I 2009-2010 kom der 13 mere, og de sidste 6 afsnit kom i 2013. Alle 32 afsnit er på Filmstriben. Nr. 1 (Før frosten), nr. 6 (Mastermind), nr. 13 (Hemmeligheden), nr. 14 (Hævnen) og nr. 27 (Den urolige Mand) havde premiere i biograferne. Resten blev sendt på TV.

En scene fra serien Kode for mord.

8. Kode for mord

Første sæson af tv-serien Kode for mord fra 2012 består af tre afsnit. Under Anden Verdenskrig arbejdede fire unge kvinder - Susan, Lucy, Millie og Jean på Bletchley Park - med at bryde fjendens koder. I 1952 lever de alle almindelige liv og holder fortiden hemmelig. Da der sker en række kvindemord, får de imidlertid brug for deres analytiske evner.

En scene fra serien Frøken Frimans krig.

7. Frøken Frimans krig

Dagmar Friman flytter hjem efter flere år i suffragette-bevægelsen i London. I protest mod det mandsdominerede samfund og den almindelige svindel med fødevarer beslutter Dagmar Friman sig for at starte et fødevarekooperativ for og med kvinder. Byens mandlige handlende frygter konkurrencen og prøver at stoppe projektet. Serien er inspireret af en sand historie om klassekamp og kvindekamp i 1900-tallets begyndelse. Der er fire sæsoner på Filmstriben, som udkom i årene 2013-2017.

En scene fra serien Forsvundet.

6. Forsvundet

Under en ferie i Frankrig gennemlever Tony og Emily Hughes enhver forælders værste mareridt. Parrets lille søn, Oliver, forsvinder, og trods en ihærdig eftersøgning lykkes det ikke politiet at finde ham. Otte år senere er der stadig intet spor efter drengen. Hændelsen har ødelagt Tony og Emilys ægteskab, men Tony har ikke opgivet at finde Oliver. Stædigt fortsætter han eftersøgningen på egen hånd. Og et nyt spor giver ham fornyet håb. Sæson 1 udkom i 2014.

Soundvenue skrev: "Som whodunnit er ‘The Missing’ neglebidende, men det er portrættet af to forældres meget forskellige måder at håndtere sorgen og savnet på, som hæver ‘The Missing’ fra mængden."

En scene fra serien Halvbroderen.

5. Halvbroderen

Tv-serien Halvbroderen er en familiesaga, som spænder over fire generationer i løbet af det 20. århundrede, fortalt med udgangspunkt i historien om Barnum Nilsen. Over seriens otte afsnit à 50 minutter stykket følger vi en norsk familie gennem fem generationer med rod i splittelsen efter Anden Verdenskrig. Barnum og hans halvbror Fred vokser op i Oslo i et hjem styret af tre generationer af enlige kvinder. Fred, der er resultatet af en brutal voldtægt under selvsamme nat, som besættelsen ophørte, forsvinder i 60’erne, og mysteriet om den forsvundne bror strækker sig helt frem til 90’erne.

Halvbroderen er sjældent velfortalt, men fik ikke megen opmærksomhed, da den rullede over de danske tv-skærme. Der klippes gnidningsfrit og elegant mellem de forskellige tidslinjer, og de smukke billeder suppleres af et gudesmukt score af danske Kristian Eidnes (Lars von Triers faste komponist). En velspillende Ghita Nørby kan i øvrigt opleves som forhenværende stumfilmdiva. Bygger på Lars Saabye Christensens fremragende hovedværk Halvbroderen, der modtog stor hæder ved dens udgivelse i 2001.

En scene fra serien Scener fra et ægteskab.

4. Scener fra et ægteskab

Scener fra et ægteskab del 1-3 er instrueret af Ingmar Bergman. På overfladen er akademikerparret Marianne og Johan, der har været gift i 10 år, lykkelige, men da Johans uudtalte frustrationer ender i et forhold med den unge Paula, fører det til Mariannes frigørelse og Johans deroute. Bergmans særlige blanding af soap-opera og Strindbergske stil lagde gaderne øde, da serien blev vist på tv i 1972.

Serien fik mange til at granske deres eget parforhold, og de skandinaviske familierådgivninger fik pludseligt kronede dage. Scener fra et ægteskab er en intens, hudløs skildring af et ægteskab i opløsning, hvor de to hovedkarakterer er tæt forbundne, men alligevel emotionelt uden for rækkevidde. Liv Ullmann og Erland Josephson leverer særdeles overbevisende præstationer i hovedrollerne.

I dokumentarfilmen Bergman og filmen fortæller den aldrende instruktør skyldplaget, at den centrale scene, hvor Johan kommer hjem og fortæller Marianne, at han er blevet forelsket i en anden er hentet direkte ud af Bergmans eget liv – da han forlod sin kone og fire børn i Göteborg for at tage med sin nye kærlighed (Gun Grut) til Paris.

En scene fra serien Natportieren.

3. Natportieren

Ekssoldaten Tom Pine er natportier, men bliver agent for at infiltrere den internationale våbenhandels mest spegede cirkler. Han indynder sig hos rigmanden og våbenhandleren Richard Roper. Pine bliver en betroet medarbejder og finder umenneskelige uhyrligheder i profittens tjeneste.

Instrueret af Susanne Bier. Natportieren er en utrolig lækkert produceret serie, der leverer spænding til det sidste. Underholdning af international top-klasse. Serien vandt flere Golden Globes og Emmy-statuetter.

En scene fra serien Tør aldrig tårer bort uden handsker.

2. Tør aldrig tårer bort uden handsker

Tv-serie, der består af tre afsnit, er en historie om kærlighed og død. Rasmus på 19 flygter til Stockholm og finder kærligheden i den religiøse Benjamin, samtidig med at aids-epidemien rammer byens homoseksuelle samfund. Melodramaet viser, hvordan unge mænd udstødes af familien og ser venner og kærester dø på stribe.

Filmmagasinet EKKO skrev: "En blanding af kitsch, tragedie og vitalitet leder tankerne hen på salig Fassbinder. Og: En overset perle. Som ung homoseksuel i 1980’erne var Jonas Gardell – forfatteren bag seriens forlæg, bogtrilogien Tør aldrig tårer bort uden handsker – førstehåndsvidne til aids-krisen. Og her hylder han de faldnes minde."

En scene fra serien Kampen om det tunge vand.

1. Kampen om det tunge vand

Historien i Kampen om det tunge vand udspiller sig i løbet af optakten, udbruddet og afslutningen af Anden Verdenskrig. Vi følger de centrale kampe om, hvem der først får udviklet atomvåben. Den tyske nobelprisvinder i fysik, Werner Heisenberg, får til opgave at udvikle atombomben for nazisterne og har brug for tungt vand, som kun fremstilles af Norsk Hydro ved Vemork, til reaktoren, som han skal bygge.

Kemiprofessoren og majoren Leif Tronstad sammensætter sabotagegruppen Grouse. Målet er at sprænge tungvandsanlægget ved Vemork.

Filmmagasinet EKKO skrev: "et storslået drama i verdensklasse" og "Historien er dog så velafvejet og trimmet, at serien tåler sammenligning med Stephen Spielberg og Tom Hanks eminente HBO-serier Band of Brothers (2001) og the Pacific (2010)."