Fars dag: De kærlige, de dominerende og de barslende fædre
I litteraturen vrimler det med fremstillinger af forholdet til en far, der rummer alt fra dyb kærlighed til enorm smerte.
En af mest markante far-skildringer i litteraturen kommer fra Karl Ove Knausgård, der særligt i Min kamp 3 skriver om forholdet til sin manipulerende og voldelige far. Da Karl Ove selv bliver far, opdager han, at han må arbejde på at acceptere sider af sig selv, som minder om træk hos faren.
Også Linn Ullmann har skrevet biografisk om sin far Ingmar Bergman. I De urolige undersøger hun, hvordan erindringer om faren blander sig med den fremstilling, som faren selv fortalte. Ullmann forsøger at stykke sin egen sandhed om sin far sammen, hvor både kærlighed og afsavn er til stede.
Barslende fædre
Et nyt spor i far-litteraturen ser ud til at spire frem disse år. Den nærværende far på barsel, der beskriver den ikke altid idylliske hverdag i småbørnsfamilien.
Der er mangel på søvn og en ny form for skrøbelighed i Rolf Sparre Johannsons digtsamling Søvn. Også Rasmus Nikolajsens Barnevognshaiku tegner et billede af den omvæltning, det er at blive far. Her flytter naturen ind under huden i haiku-form, mens barnevognen ruller afsted.
Klassikerne
Fremstillingen af en far har til alle tider været et tema i litteraturen. Tænk bare på disse, som far-litteraturen i dag står på skuldrene af:
Den ultimative far i Dræb ikke en sangfugl af Harper Lee eller den hårde præstefar i Henrik Pontoppidans Lykke-Per. James Joyces Faderopgør i Ulysses og de klassiske russiske forgængere: Fædre og sønner af Ivan Turgenev og Brødrene Karamazov af Fjodor Dostojevskij.
Der er mange flere forfattere, der har bidraget til far-litteraturen med kærlige eller kritiske perspektiver. Listen er uendelig, og emnet er tidløst. Se et udvalg herunder.
Skrevet af Julie Hastrup-Markussen, Litteratursiden