
Læseklub: Australien / New Zealand
Læseklubben mødes på Hovedbiblioteket hver den første tirsdag i måneden fra kl. 15-16.30, startende fra tirsdag d. 4. oktober 2022.
Bogen til den første mødedag udleveres fra tirsdag d. 6. september 2022. Sæsonens sidste møde er tirsdag d. 2. maj 2023.
Denne læseklub har været i gang siden 2019 og er optaget af at læse bøger fra interessante lande og verdensdele, som der normalt ikke er så fremtrædende i læsernes bevidsthed.
Læseklubben startede første sæson at læse forfattere fra Japan, og har de efterfølgende sæsoner læst forfattere fra henholdsvis Afrika, Canada, og i seneste sæson forfattere fra Mellemøsten.
I den kommende sæson står menuen på forfattere fra ”down under”, altså fra Australien og New Zealand.
Det er anerkendte og prisvindende folk som Peter Carey, J. M. Coetzee (jo, den er god nok, den sydafrikanskfødte forfatter blev australsk statsborger i 2006), Joan Lindsay, Ngaio Marsh, Janet Frame, Alan Duff og Keri Hulme.
Det endelige program for forfattere og titler er under udarbejdelse og ligger derfor ikke helt fast endnu.
Tilmelding
Er du interesseret i at blive medlem af denne læseklub, så skriv meget gerne til læseklubbens kontaktperson på Hovedbiblioteket, Jan Lykke, på mailadressen jabo@gentofte.dk – du er også velkommen til at kontakte Jan, hvis du måtte have spørgsmål til læseklubben, inden du beslutter dig.