Biblioteket anbefaler "Climax" af Gaspar Noé
De ekstreme provokationer er blevet en signatur, men når chokket har lagt sig, åbenbarer der sig værker, som afsøger kroppens grænser og belejrer sanserne. Noés filmkunst er meget passende blevet døbt “kroppens film” af kritikeren Tim Palmer, og Noé blev fremhævet som en hovedskikkelse i en løs filmbevægelse, New French Extremity, der prægede fransk film ved årtusindskiftet.
Climax er Noés blot femte spillefilm siden debuten I Stand Alone fra 1998 og til at begynde med, er ekstremiteterne ikke til at få øje på. Men Noé er ikke blevet blød eller faldet af på den på sine ældre dage. Man ved, det bliver grumt, og det er bare et spørgsmål om tid, før ubehagelighederne melder deres ankomst.
Og at det går grueligt galt, mere end antyder filmens begyndelse, hvor man ser en person slæbe sig afsted over kridhvid sne for til sidst at dejse om som en blodplettet engel. Kameraet holder sig på behørig afstand og filmer det hele ovenfra. Noé er ikke ude på at støde sit publikum - endnu. Men han vil have os til at se sin film som en forbrydelse og hæfte os ved enhver detalje.
Båndede optagelsesinterviews vist på et billedrørs-tv med en række dansere har en aura af bevismateriale over sig. Man leder efter et slags motiv uden at vide, hvad forbrydelsen er. Danserne er en skæv broget flok - hetero- og homoseksuelle, sorte og hvide, kvinder og mænd - og de svarer på spørgsmål om deres livsmottoer, holdninger til sex, og hvor langt de vil gå for at få en plads i dansetruppen. Ved siden af tv’et er der vhs-bånd med ekstreme og provokerende film som Passolinis ‘Salò’, Buñuels ‘Den andalusiske hund’ og Scorceses ‘Taxi Driver’. Man ved, hvad man har i vente og så alligevel ikke.
En koreografi sparker filmen i gang. Kameraet svæver rundt om og over danserne og fanger det hele i et imponerende take. Dansen er en øvelse, og bagefter er der fest. Men der er noget galt. Der er LSD i sangriaen. Gradvist går det op for danserne, mens galskaben pibler frem.
Festen udvikler sig til et euforiserende helvede. “Fødsel er en unik mulighed,” deklarerer en mellemtekst, men hos Noé er muligheder også muligheden for at blive udstødt og jordet. At blive taberen. Og det får en gravid kvinde at mærke, da hun anklages for at være den, der har dopet sangriaen. Hun bliver slået og sparket i maven, og der opstår en ondsindet lynchstemning, som kvinden reagerer på ved at skære og dolke sig selv med glasskår.
Midt i det rablende trip vandrer drengen, Tito, rundt. Han er vågnet til sin mors store forfærdelse. Hun låser ham inde i et el-rum (“Der er kakerlakker herinde, mor!”), men kommer til at smide nøglen væk. Det, der kan gå galt, går galt i Noés verden. Og mere til.
Kameraet drejer og vender sig, så dansere virker til at hænge ned fra loftet som forvredne flagermus i trance, mens ørerne pumpes fulde af elektronisk musik. Man væmmes og håber, at filmen snart slutter, så det klaustrofobiske mareridt kan ophøre, mens man også bare konstatere, at Noé har gjort det igen. Climax er et orgie af lyd og lys, som tvinger sig ind under huden på én. Det er kulsort nihilisme sprøjtet direkte ind i blodårerne. Ubehageligt, afskyeligt, fascinerende og bogstavelig talt sindsoprivende.
Af Mattias Blicher, cand.mag. ved Vangede Bibliotek