Film de smukkeste år
Filmstriben.dk

Biblioteket anbefaler: Filmen "De smukkeste år"

30.11.21
Et hjertevarmt filmdrama med stemningsfulde billeder fra Roms livlige gader. Sådan kan "De smukkeste år" beskrives i en enkelt sætning. Se den, hvis du mangler en god film at lune dig ved i de kolde vinteraftener.

"De smukkeste år" er et italiensk drama skrevet og instrueret af Gabriele Muccino, som bl.a. også instruerede filmen "Min italienske familie".

Denne gang står han for en livsbekræftende, temperamentsfuld og skøn filmperle, som varmer i den mørke tid. En historie om kærlighed og venskab, og det at være der for hinanden lige meget hvad.

Italienske himmelstrøg

Filmen tager sin begyndelse en sommer i 80'ernes Rom, hvor vi følger de tre teenage-drenge og bedste venner Giulio, Paolo, Riccardo og på sidelinjen den eneste pige i gruppen Gemma.

Giulio er den intelligente, selvsikre og stræbsomme type med masser af gode ideer. Paolo, er den boglige, romantiske og følsomme type, der har en livslang forelskelse i Gemma. Riccardo med det store krøllede hår sprudler af liv og evig optimisme. Han er den, der holder sammen på venneflokken. Og til sidst smukke, vilde og ombejlede Gemma.

De forsøger alle fire at navigere mellem venskab, kærlighed og forældre. De har knyttet stærke bånd, men da voksenlivet begynder, glider de alligevel fra hinanden.

Livets uransagligheder

Vi følger de fire venner ind i voksentilværelsen, hvor livet ikke altid går efter planen. Det må de erfare på hver deres bumlede vej.

Giulio, der nu er advokat og egentlig ville forsvare de svageste i samfundet, er blevet forsvarsadvokat for velhavere og økonomisk kriminelle. Paolo er til sin egen frustration blevet evighedsvikar på et gymnasium i faget latin.

Riccardo, der ikke vil gå på kompromis med sin arbejdssituation, er den evige arbejdsløse kulturjournalist, der ikke kan forsørge sin familie, hvilket da også fører til skilsmisse. Gemma måtte efter moderens alt for tidlige død flytte til Napoli med mosteren og har et storforbrug af mænd. Hun arbejder som servitrice, og har meget svært ved at finde sit ståsted i livet.

Efter Riccardo er blevet skilt og har mistet kontakten til sin søn, vil han prøve at samle gruppen igen. Sidst de var samlet var til Riccardos bryllup en del år tidligere, hvor der opstod en stor konflikt mellem Paolo og Giulio på grund af Gemma. Gamle følelser dukker op igen på godt og ondt, og spørgsmålet er, om de gamle venner kan og vil finde hinanden igen.

Marineret i Rom

På det visuelle plan bliver man marineret i sommer og varme, og hvis du elsker og savner Italien, får du et dejligt pust her med skønne billeder fra Roms stemningsfyldte gader.

En sjov detalje i filmen er, at Muccino ind imellem lader skuespillerne tale direkte til kameraet om deres følelser og tanker. På lydsiden får vi serveret både klassisk musik og rigtig 80’er pop i ørene.

Du kan se filmen gratis på Filmstriben.dk med dit bibliotekslogin

Filmplakat De smukkeste år

"De smukkeste år" – originaltitel: "Gli anni più belli" er fra 2020.

Manuskriptforfatter og instruktør: Gabriele Muccino.

Medvirkende: Pierfrancesco Favino, Kim Rossi Stuart, Claudio Santamaria, Micaela Ramazzotti m.fl.