Fra filmen Madame
Foto: Filmstriben

Biblioteket anbefaler: Filmen "Madame"

19.05.22
"Madame" er et humoristisk drama, der skildrer klasseforskellen mellem herskab og tjenestefolk, men filmen byder også på en vaskeægte Askepot kærlighedshistorie.

Vi kommer ind i historien, da familien Fredericks, som udover to mindre børn består af Anne (Toni Collette) og Bob (Harvey Keitel), som er på den anden ende, da de skal have en større middag med nogle vigtige forretningsforbindelser.

Økonomien er åbenbart ikke den bedste, og det hele afhænger meget af, om de kan komme af med et meget værdifuldt maleri til en af deres magtfulde gæster.

Bob har også en voksen søn, forfatteren Steven (Tom Hughes), som han har fra et andet ægteskab. Han dukker pludselig uanmeldt op, og fruen i huset opdager til sin skræk, at de nu vil blive tretten til bords, og det går jo ikke.

Den eneste løsning som Anne kan komme på er, at tjenestepigen Maria (Rossy de Palma) må træde til som den 14. gæst.

Forbudt forelskelse

Maria bliver stadset ud i det helt store skrud og skal optræde som en hemmelig mystisk adelskvinde. Hun får strenge instrukser fra Anne om at falde i ét med tapetet og ikke at gøre sig bemærket på nogen måde, men det viser sig at blive sværere end som så for Maria.

Hun får ved middagen serveret det ene glas vin efter det andet af sine kolleger i huset, og hun bliver mere og mere munter. Det ender med, at Maria charmerer hele selskabet med frække vittigheder til Anne og Bobs fortrydelse – især på grund af den engelske kunsthandler David (Michael Smiley), som skal vurdere det vigtige maleri.

David bliver under middagen meget interesseret i Maria, især da Steven for sjov fortæller, at hun er meget velhavende. Efterfølgende inviterer han hende ud, og de mødes i hemmelighed.

De forelsker sig i hinanden, men det er meget svært for Maria at bevare facaden om hendes virkelige status hos familien Fredericks. Det hele bliver ikke bedre, da den snobbede Anne opdager, at de to dater hinanden, og hun vil gøre alt for at ødelægge det.

Alt imens Anne kan se Maria blomstre i forelskelsen til David, er hun selv meget frustreret over sin egen ægtemand, der ikke viser hende den store interesse i soveværelset. Bob er måske nok mere interesseret i sin fransklærerinde. 

Skuespil i topklasse

Der er som sagt mange forviklinger i historien, og filmen er virkelig sjov og underholdende. Man er i godt selskab med skønne skuespillere, og hvis man er fan af Toni Collette og Harvey Keitel, er de to skuespillere fantastiske sammen.

Rossy de Palma spiller fremragende den noget kejtede, naive og sjove Maria. En på mange måder rigtig feel good-film, der også smider nogle gode grin af sig. Den er desuden visuelt flot skruet sammen med fine scener fra Paris.

Se Madame gratis på Filmstriben med dit bibliotekslogin

 

Madame filmplakat

"Madameer fra 2017.

Instruktør: Amanda Sthers

Medvirkende: Toni Collette, Harvey Keitel, Rossy de Palma m.fl.