Billeder fra filmen Pagten
Foto: Filmstriben

Biblioteket anbefaler: Filmen "Pagten"

Bille Augusts storfilm "Pagten" er nu tilgængelig på Filmstriben.

"Pagten" fortæller historien om den aldrende og sygdomsplagede Karen Blixen, og det er efterhånden 17 år siden, hun vendte tilbage til Danmark efter sit kuldsejlede afrikanske eventyr.

Blixen er blevet 63 år, og hun er en både feteret og verdensberømt forfatter, men hun lever en mere og mere isoleret tilværelse.

En dag møder hun den unge forfatterspire Thorkild Bjørnvig, som har et brændende ønske om at blive en stor kunstner – ligesom Blixen, og hun indvilliger i at blive Bjørnvigs læremester.

Men den slags er ikke gratis, og inden længe viser relationen sig at blive yderst skæbnesvanger for den unge Bjørnvig.

Skuespil i særklasse

Birthe Neumann ryddede bordet til forårets to store filmpriser, da hun både modtog en Bodil og en Robert for sit portræt af Karen Blixen. Og Neumanns præstation står absolut også som et lysende centrum i filmen. 

Hun er dog flot flankeret af Simon Bennebjerg, som i øvrigt modtog en Robert for sin indsats i filmen, i rollen som den unge Thorkild Bjørnvig, der naiv og forblændet kaster sig direkte i armene på den altopslugende Blixen.

Se "Pagten" gratis på Filmstriben med dit bibliotekslogin

Pagten filmplakat

"Pagtener fra 2021.

Instruktør: Bille August

Medvirkende: Birthe Neumann, Simon Bennebjerg, Nanna Skaarup Voss, Asta Kamma August m.fl.