Biblioteket anbefaler: Filmen "Vandringsmanden"

En forfatter, en professor og en vandrer går ind i et forbudt område kaldet Zonen. De tre mænd trodser loven, fordi der går rygter om, at der midt i Zonen er et rum, som kan opfylde ens inderste ønske.

Det er i al sin enkelhed den eventyrlige sci-fi-ramme for russiske Andrej Tarkovskijs mesterværk "Vandringsmanden" fra 1979.

Svær produktion

Enkelheden er netop en af "Vandringsmandens" store styrker. Side om side med Tarkovskijs forkærlighed for lange, rolige indstillinger giver den plads og tid til, at Tarkovskijs vanlige fascination af tid og vand kan træde frem som naturlige dele af filmens afsøgning af menneskets psykologi og filosofiske og teologiske temaer, som skiftevis oplyser og kaster skygger over fortællingen.

Med en nærmest hypnotisk kraft hiver filmen tilskueren længere og længere ind i sit univers. Man har ind imellem som i andre af Tarkovskijs film svært ved at orientere sig, men man føler sig aldrig helt fortabt som i eksempelvis "Spejlet" (1980), hvor tid og sted fra det ene sekund til det andet pludselig kan skifte.

Enkelheden betyder altså ikke, at "Vandringsmanden" er en let film at fordøje. Og den var for Tarkovskij heller ikke let at realisere. Oprindeligt skulle filmen være optaget i Tadsjikistan, men et stort jordskælv betød, at produktionen måtte flytte til et nedlagt kraftværk i Estland, og her valgte han at filme manuskriptet to gange, da der var problemer med de oprindelige optagelser.

Omkostningerne forbundet med filmens tilblivelse endte med at blive skyhøje, og lydmanden Vladimir Sharun mener, at omkostningerne ikke bare var finansielle. Tarkovskij, hans kone Larissa, og skuespilleren, Anatoli Solonitsyn, som spiller forfatteren, døde nemlig alle tre af kræft, hvilket ifølge Sharun skyldes forgiftning fra en kemifabrik, som lå tæt på kraftværket.

I Zonen 

Zonen giver på sin egen måde også mindelser om forurening og ødelæggelse med sin kontrastfyldte landskaber. Store områder af vild, overvokset, frodig natur eksisterer side om side med mere golde arealer fyldt med industriel affald. Og Zonen træder også helt konkret frem i forhold til resten af filmen, da scenerne uden for Zonen er filmet i tonede brun-monokrome farver.

Det er svært her i eftertiden ikke at komme til at tænke på Tjernobyl-ulykken, der indtraf syv år senere, men selvom filmen ikke forudsiger den konkrete ulykke, er det ikke at tage munden for fuld at se filmen som allegori over frygten for radioaktiv stråling og miljøkatastrofer.

Ind imellem finder Tarkovskij også plads til øjeblikke med slapstick-komik. Som da professorens telefon forstyrrer de tre mænds grublerier over Zonens mystiske hemmeligheder, og han svarer: “Hallo? Nej, det er ikke klinikken!”.

Vanvittig filmoplevelse

"Vandringsmanden" er en særegen, næsten hallucinerende oplevelse, og hvad Zonen præcist står for, er i sidste ende op til tilskueren selv at afgøre. Som vandringsmanden svarer på sin kones formaning om, at han vil komme i fængsel, hvis han begiver sig ind i Zonen: “Alt omkring mig er et fængsel”.

Måske er Zonen et åndeligt asyl, eller måske er det et fænomen, som ikke eksisterer i kraft af noget andet. Som simpelthen bare er til og ikke tjener et andet formål end sig selv. Helt sikkert er det, at "Vandringsmanden" er noget af det ypperste og mest krævende filmkunst nogensinde.

Se "Vandringsmanden" på Filmstriben med dit bibliotekslogin