Biblioteket anbefaler "Sidste chance Harvey" med Dustin Hoffman og Emma Thompson

Det her er én af de rigtig gode feel-good film for det modne publikum med to store skuespillere i hovedrollerne.

Fraskilte Harvey (Dustin Hoffman) er på vej til sin datters bryllup i England. Han kan næsten ikke komme ud af døren i det reklamebureau, hvor han laver musik til tv- og radioreklamer. Mobilen ringer konstant, og sådan fortsætter det videre til London og til prøvemiddagen, som man i de kredse har tradition for at holde dagen før selve brylluppet.

Det er helt åbenlyst, at datteren har et anstrengt forhold til sin far, Harvey, og det virker som om, at hendes mors nye mand, Brian, helt har overtaget rollen som familiens overhoved.

Da mobilen hele tiden ringer under prøvemiddagen, ender det med, at Harvey sættes ned i den anden ende af bordet – væk fra sin datter, så han nemmere kan komme udenfor og tale i mobil. Han er nu ikke kun i overført betydning ”udenfor”, men også rent bogstaveligt talt, da han kan sidde i den ene ende af langbordet og kigge på sin datters glade ansigt ved siden af sin mor, forlovede og stedfar i den anden ende. Og det smerter ham.

Han er forpint, og vi kan mærke hans ensomme smerte helt ud gennem skærmen og ned i maven. Det er egentlig ikke fordi, han siger det så meget med ord, Dustin Hoffman, men hele hans mimik og kropsholdning, og Harveys ynkelige forsøg på at holde en tale, viser hvor frygteligt han egentlig har det, hvor ensom han er, og vi føler det hele med ham.

Harvey vælger at tage hjem til USA efter receptionen næste dag og undskylder sig med, at han er nødt til at komme hjem til reklamebureauet for at sikre den store aftale, de er ved at hive i land. Skuffelsen er ikke til at komme uden om i datterens øjne, men man aner også en vis lettelse hos hende. Datteren siger til Harvey, at så vil hun bede sin stedfar, Brian, om at føre hente op til alters. Hvis ikke Harvey var i kulkælderen før, ja så kommer han det da i den grad nu.

Sideløbende med historien om Harvey, har vi fulgt Kate Walker, spillet af Emma Thomson. En lettere opgivende lufthavnsassistent, der har et tæt og ikke helt uproblematisk forhold til sin mor. Moren ringer, mindst et par gange om dagen, for at fortælle om hendes mærkelige, ukrainske nabo, som hele tiden griller.

Kate er single og i slutningen af 40’erne. Hun bliver sat på blind dates med yngre mænd af sine velmenende kolleger fra lufthavnen, men hun svinger slet ikke med sine dates og deres festlige vaner og sene nattetimer på barer. Hun tager det dog pænt, og man fornemmer, at hun måske har lært at leve med, at der nok ikke lige er ”den eneste ene” derude et sted til hende.

Da Harvey efter receptionen tager til lufthavnen for at tage tilbage til USA, mødes de to tilfældigt i en lufthavnsbar og Harvey kan huske Kate fra, da han ankom. Han forsøger sig med lidt flirten, og de to ender med at få et par hyggelige timer sammen, inden Kate tager tilbage til byen.

Det er som om, at mødet med Kate har fået Harvey lidt op af kulkælderen, og han bliver enig med sig selv om at finde ud af, hvor Kate skulle hen og han sætter efter hende. De to ensomme sjæle mødes igen, og vi ser nu begyndelsen på et venskab, der måske så småt bygger op til noget mere.

Både Dustin Hofman og Emma Thompson er store karakterskuespillere, og de viser begge formatet i denne meget stemningsfyldte og heldigvis også romantiske komedie. Lige så vel som man kan mærke ensomheden, smerten og pinagtigheden i begyndelsen af filmen, så vender den og bliver romantisk, hyggelig og dejlig.

Hoffmann og Thomson blev begge nomineret til en Golden Globe for filmen for hhv. bedste mandlige og kvindelige hovedrolle, og det har de begge bestemt fortjent. Se filmen på en varm eftermiddag, hvor det alligevel er alt for varmt til at tage på stranden, og nyd et stort glas limonade og kolde kirsebær til.