Fra filmen The Road
Foto: Filmstriben

De 20 bedste post-apokalyptiske og dystopiske film

08.11.22
Atomtrusler, pandemier, klimaforandringer, undertrykkelse og demokratier i forfald. Katastrofer har altid fascineret og inspireret filmskabere, og på Filmstriben kan du finde en række knap så rare fremtidsvisioner i en post-apokalyptisk eller dystopisk verden.

De post-apokalyptiske film handler typisk om overlevelse i en ødelagt verden. I de dystopiske film er der ofte en magtfuld elite, der med et politisk system og højt udviklet teknologi har gjort samfundet umoralsk, uetisk og præget af undertrykkelse.

Nogle af filmene på denne liste over post-apokalyptiske og dystopiske film har dog begge kendetegn. 

20. QEDA

(2017, Danmark) – instrueret af Max Kestner

Fra filmen Qeda

Året er 2095, og verden er hærget af en miljøkatastrofe. Havene er steget, og alt naturligt ferskvand er forsvundet. Efterretningschefen Fang Rung (Carsten Bjørnlund) har undergået en molekylær deling for at kunne sende sin anden halvdel, under navnet Gordon Thomas, tilbage i tiden til år 2017.

Gordon går på jagt efter forskeren Mona Lindkvist, hvis banebrydende forskning gik tabt, før den kunne redde verden. 

Jyllands-Posten gav filmen 4 stjerner og skrev:

"Kestners vision af et apokalyptisk København som et druknende Nekropolis er forfærdeligt smuk."

Se "Qeda" på Filmstriben med dit bibliotekslogin

19. High-Rise

(2015, UK) – instrueret af Ben Wheatley 

Fra filmen High Rise

Da neurologen Robert Laing flytter ind på 25. sal i et topmoderne 40-etagers højhus, aner han ikke, hvad der venter ham. Skyskraberen har sit eget hierarki, hvor de fattige bor nederst, mens den kæmpe taglejlighed er forbeholdt husets arkitekt.

Efter en række strømafbrydelser bryder et voldeligt og dekadent klasseoprør ud, og den totale opløsning spreder sig op gennem huset.

Filmmagasinet EKKO gav filmen 4 stjerner og skrev:

"Designet rammer præcist, men det hele ses gennem en ekspressiv, farvemættet optik, som ikke er interesseret i realisme. Den melankolske undergangsstemning understreges af Portisheads valium-døsige version af ABBA’s SOS".

Se "High-Rise" på Filmstriben med dit bibliotekslogin

18. Into the forest

(2015, USA) – instrueret af Patricia Rozema

Fra filmen Into the Forest

I en nær fremtid hænder noget uforklarligt, og al elektricitet forsvinder. Søstrene Nell (Page) og Eva (Wood) bor med deres far i et ensomt beliggende hus ude i skoven et godt stykke vej fra den nærmeste by.

For at tilpasse sig de nye kår, tvinges de til at tage en skelsættende beslutning. Skal de blive, hvor de er og leve af, hvad de kan dyrke, eller skal de slutte sig til de myteomspundne rester af civilisationen?

Cinema-online gav 4 stjerner og skrev:

"Den isende uhygge ligger hele tiden lige under overfladen, og publikums og pigernes viden om, hvad der faktisk er sket er så minimal, at man hele tiden bruger sin fantasi på at tænke på, hvor store katastroferne rundt om i verden er".

Se "Into the forest" på Filmstriben med dit bibliotekslogin

17. Z for Zachariah

(2015, USA) – instrueret af Craig Zobel

Fra filmen Into the Forest

I efterdønningerne af en atomkrig befinder en ung kvinde (Margot Robbie) sig alene med frygt for, at hun faktisk kan være den sidste kvinde på jorden – indtil hun opdager sit livs mest forbløffende syn: Et andet menneske.

Det er en fortvivlet videnskabsmand, der næsten er drevet til vanvid af radioaktiv stråling og hans desperate søgen efter andre. 

Dina Lemming Pedersen fra Gentofte Hovedbiblioteket skrev:

"En larmende katastrofefilm, hvor verden går under i en hær af zombier eller gigantiske vandmasser. Og samtidig en stille film om, hvad jordens undergang gør ved de sidste mennesker".

Se "Z for Zachariah" på Filmstriben med dit bibliotekslogin

16. Hotel Artemis

(2017, USA) – instrueret af Drew Pearce

Fra filmen Hotel Artemis

Vi befinder os i et dystopisk Los Angeles 2028. Hotel Artemis er et hemmeligt og eksklusivt hospital for kriminelle medlemmer. Oversygeplejersken Jean Thomas (Jodie Foster) har styret stedet i 22 år og har uden problemer behandlet mordere, tyve og gangstere i en topmoderne skadestue med de nyeste behandlingsmetoder.

Udenfor ordensmagtens radar ankommer nogle af verdens farligste kriminelle, og indtil nu har de overholdt Hotel Artemis’ regler om ikke at myrde andre patienter inden for murerne. Men en nat bliver ALLE regler droppet, da den berygtede bandeleder, The Wolf King aka Niagara (Jeff Goldblum), ankommer til hotellet efter et likvideringsforsøg. 

Filmmagasinet EKKO gav filmen 4 stjerner og skrev:

"Hotel Artemis vil uden tvivl blive beskyldt for at være stil over substans, men det er ironisk nok i hospitalets klientel og deres mange små, ligegyldige skænderier, at underholdningen skal findes".

Se "Hotel Artemis" på Filmstriben med dit bibliotekslogin

15. Den sidste kamp

(1983, Frankrig) – instrueret af Luc Besson

Fra filmen Den sidste kamp

Civilisationens spor er forsvundet i voldsomme storme. Fire overlevende mennesker befinder sig i et post-apokalyptisk Paris, hvor giftige gasser har ødelagt deres stemmebånd (filmen er helt fri for dialog).

En ung mand savner kvindeligt selskab og rejser derfor til resterne af en by, hvor andre overlevende søger ly i ruinerne. Den unge mand kommer i kontakt med en aldrende læge, der har barrikaderet sig på en psykiatrisk klinik. En række kvinder søger ly på klinikken, som lægen beskytter mod en voldelige angreb fra en barbarisk bande. 

Kulturkapellet skrev i deres anmeldelse:

"Den sidste kamp er stadig ganske seværdig, og et spændende bud på, hvordan man kunne lave en dystopisk filmfortælling, uden hverken enorme budgetter eller brug af en masse dialog".

Se "Den sidste kamp" på Filmstriben med dit bibliotekslogin

14. What happened to Monday

(2017) – instrueret af Tommy Wirkola

Fra filmen What happened to monday

I en ikke så fjern fremtid, hvor overbefolkning og hungersnød har tvunget statsmagter til at indføre en drastisk etbarnspolitik, lever syv identiske søstre i skjul for Bureauet for Børnetildeling.

Bureauet, der ledes af den benhårde Nicolette Cayman (Glenn Close), håndhæver et strengt familieplanlægningsprogram, som søstrene narrer ved at skiftes til at antage én fælles identitet: Karen Settman.

De syv søstre (alle spillet af Noomi Rapace) har lært alt af deres bedstefar (Willem Dafoe), som opfostrede og navngav dem – Monday, Tuesday, Wednesday, Thursday, Friday, Saturday og Sunday – og må færdes ude på hver deres ugedag, men må kun være sig selv i deres eget lejlighedsfængsel. Lige indtil den dag, hvor Monday ikke kommer hjem igen. 

Kulturkapellet skrev i deres anmeldelse:

"Wirkola leverer endnu en gang en bundsolid og hamrende underholdende film og viser at det også er ganske nemt for ham at lave science fiction. Selv om der er elementer i filmen som man har set andetsteds før, så føles What Happened to Monday stadig ganske frisk og original". 

Se "What happened to Monday" på Filmstriben med dit bibliotekslogin

13. 9

(2009, USA) – instrueret af Shane Acker og produceret af Tim Burton

Fra filmen 9

Hovedpersonen i "9" er en dukke med netop det nummer og bygget af sin opfinder som den sidste i rækken. Filmen starter, da han vågner til en verden, han aldrig har set. Nu begiver han sig ud i den øde verden, men selvfølgelig er der andre, nemlig numrene før ham, og snart støder han ind i en af dem.

Stemmerne leveres af navne som Christopher Plummer, Jennifer Connelly, Martin Landau, John C. Reilly og sidst og ikke mindst Elijah Wood som 9. 

Information skrev i deres anmeldelse:

"9 er en såre moralsk, ofte spændende og indimellem poetisk fortælling om, hvor galt det kan gå, hvis teknikken og fremskridtet får lov til at tage magten fra os mennesker. Og hvilke ofre det kræver at tage magten tilbage". 

Se filmen "9" på Filmstriben med dit bibliotekslogin

12. The Survivalist

(2015, UK) – instrueret af Stephen Fingleton

Fra filmen The survivalist

"The Survivalist" er en britisk post-apokalyptisk film, der finder sted i en verden, hvor samfundet er brudt ned, og de resterende overlevende kæmper for at få livet til at fungere.

En mand forsøger at overleve ved at dyrke en jordlod dybt inde i skoven. Da to kvinder opdager hans gård, er hans eksistens truet.

"The Survivalist" er en lille indie-film, der ikke fik voldsom stor omtale herhjemme. En film, der er blevet rost for sine mørke temaer og gritty tilgang til den dystopiske post-apokalyptiske verdensorden. "Mad Max in the countryside" er den også blevet kaldt. 

Se "The survivalist" på Filmstriben med dit bibliotekslogin

11. The girl with all the gifts

(2016, UK) – instrueret af Colm Mccarthy

Fra filmen The girl with all the gifts

Når 10-årige Melanie ankommer til dagens første skoletime, er hun fastspændt og har en pistol rettet mod hovedet.

I et fremtidigt England har en svampe-parasit forvandlet hovedparten af menneskeheden til blodtørstige rovdyr, ’Hungries’, men i et beskyttet militær-kompleks kæmper de ubesmittede med at finde en vaccine mod den verdensomspændende epidemi.

Melanie er en af de indespærrede. På overfladen ligner hun en helt almindelig pige med intellekt og sjæl, men under huden er hun smittet. Af uvis årsag er hun ligesom en lille gruppe andre børn delvis immun over for mutationen og kan tænke og føle normalt.

Hun er endda både nysgerrig og ualmindelig intelligent og nærer stor hengivenhed overfor sin lærerinde. Da militærbasen bliver overfaldet af mutanterne, står menneskerne over for en række skæbnesvangre valg og må ruste sig til at overleve udenfor. 

Politiken gav 4 stjerner og skrev i deres anmeldelse:

"... filmatiseringen af Mike Careys internationale bestseller [er] en original mutation af en fortærsket genre, fordi den fortæller apokalypsen fra en zombies synsvinkel".

Se "The girl with all the gifts" på Filmstriben med dit bibliotekslogin

10. Light of my life

(2019, USA) – instrueret af Casey Affleck

Fra filmen Light of my life

En far (Casey Affleck) lever helt adskilt fra omverdenen sammen med sin datter Rag (Anna Pniowsky), efter at en dødelig pandemi har hærget i et årti og forandret verden radikalt.

Lige omkring dengang Rag blev født – spredte en virus sig og dræbte næsten alle verdens kvinder, inklusive hendes mor. Mens faren kæmper for at beskytte Rag mod de nye farer der lurer, bliver båndet mellem dem sat på prøve. Hvordan vil denne rejse forme deres bånd?

Soundvenue gav 4 stjerner og skrev i deres anmeldelse:

"..en film, der kun langsomt lader os forstå den verden, vi befinder os i. Dens altdominerende interesse ligger i det intime menneskelige drama mellem far og datter, som kameraet aldrig forlader. At filmens centrale konflikt vedrører, hvorvidt det er muligt at fastholde sin menneskelighed og (for kvinden) overhovedet at overleve i en brutal, mandsdomineret virkelighed er et udtryk for det feministiske budskab, der løber gennem ’Light of My Life’".

Se "Light of my life" på Filmstriben med dit bibliotekslogin

9. Cloud Atlas

(2012, USA) – (instrueret af The Warchowskis)

Fra filmen Cloud Atlas

Et storslået og ambitiøst sci-fi værk baseret på David Mitchells bestseller, Skyatlas. I hovedrollerne ses Tom Hanks, Susan Sarandon, Halle Berry, Hugo Weaving, Jim Broadbent, Doona Bae og Hugh Grant, som alle spiller flere roller gennem forskellige tidsaldre.

I "Cloud Atlas" væves seks historier – der spænder over flere århundreder – sammen i et science fiction eventyr, som tager publikum med på en visuel filmoplevelse ud over det sædvanlige.

Berlingske gav 4 stjerner og skrev i deres anmeldelse:

"Cloud Atlas forekommer på samme tid overforklaret og underforklaret, svævende og bastant i sine pointer. Den formår ikke i samme grad som romanen at involvere og aktivere tilskuerens tanker og forestillingsevne. Men trods alt er den nu ganske imponerende".

Se "Cloud Atlas" på Filmstriben med dit bibliotekslogin

8. Robocop

(1987, USA) – instrueret af Paul Verhoeven

Fra filmen Robocop

Velkommen til Detroit. Vi er i den nærmeste fremtid, og kriminaliteten er løbet løbsk. Anarki og rå vold hersker i USA's gader, og forbryderne har erobret magten i byens bestyrelser. Politiet står næsten magtesløse, men de har et hemmeligt våben – halv menneske, halvt maskine – Robocop.

Robocop, der er programmeret til at udføre det beskidte arbejde med mekanisk præcision, synes nærmest uovervindelig. Men under metalpanseret findes der stadig et menneskehjerte og en retfærdighedens mand. Robocop er en action-klassiker, der har opnået kultstatus.

I et essay om Robocop skrev Magasinet Atlas:

"Paul Verhoevens geniale tekno-mareridt kan læses som en kritik af kapitalisme eller teknologi. Instruktøren siger dog selv, at for ham er Robocop den »amerikanske Jesus". Læs hele essayet her

Se "Robocop" på Filmstriben med dit bibliotekslogin

7. Sidste Udkald

(1990) – instrueret af Paul Verhoeven 

Fra filmen Robocop

Året er 2084: Bygningsarbejderen Douglas Quaid (Arnold Schwarzenegger) fører et stille liv sammen med sin smukke kone Lori (Sharon Stone). Men efter en fejlslagen hukommelsesoperation forandres Quaids liv radikalt: Skumle typer truer ham på livet, og han opdager, at han måske slet ikke er den, han tror, han er.

Nøglen til Quaids identitet ser ud til at ligge langt væk fra Jorden: Nemlig på Mars, hvor den samvittighedsløse Cohaagen (Ronny Cox) gør skumle forretninger. Quaid begiver sig nu ud på den farlige søgen efter sin sande identitet.

Mattias Blicher fra Gentoftegade Bibliotek skrev i hans anbefaling til Villabyerne:

"Med Arnold Schwarzenegger i hovedrollen som den muskuløse arbejdsmand Douglas Quaid bliver fremtiden serveret med store mængder fantasifuld teknologi, tegneserievold og one-liners. Men i den hollandske instruktør Paul Verhoevens hænder hæver "Sidste udkald" sig over simpel sci-fi-action. Han formår nemlig subtilt at snige samfundskritik ind bag alle eksplosionerne og bragene".

Se "Sidste udkald" på Filmstriben med dit bibliotekslogin

6. De fortabte børns by

(1995) – instrueret af Marc Carro og Jean-Pierre Jeunet 

Fra filmen De fortabte børns by

På en ensomt beliggende boreplatform ude på havet, godt gemt bag tæt tåge og et beskyttende minefelt, bor den onde videnskabsmand Krank. Han kidnapper små børn, for at stjæle deres drømme. Til at hjælpe sig, har han seks fuldstændig identiske kloner, hvis største interesse er at finde ud af hvem, der er den originale.

Inde på fastlandet leder den stærke One efter sin lillebror, som er forsvundet. One har kun intelligens som et barn, så han får brug for noget hjælp. Han møder den 9-årige Miette, som han bliver venner med, efter han befrier hende. Hun blev holdt træl af et par siamesiske tvillinger, der er dobbelt så onde, som de ser ud!

Sammen tager de ud for at finde lillebror. Deres rejse bringer dem i kontakt med et utal af sære, bizarre og farlige væsener, inden de omsider finder frem til Kranks uhyggelige bolig: De fortabte børns by…

Se "De fortabte børns by" på Filmstriben med dit bibliotekslogin

5. The Road

(2009) – instrueret af John Hillcoat 

Fra filmen The Road

En far (Viggo Mortensen) og hans søn (Kodi Smit-McPhee) bevæger sig sydpå gennem et nådesløst post-apokalyptisk Amerika på flugt fra en kold vinter og en tiltagende slut. De er på vej mod kysten i håb om at finde et bedre sted – et sted, der egner sig til overlevelse.

I oppakningen har de en pistol med to skud tilbage – en patron til hver, hvis det skulle blive nødvendigt. På vejen opdager de, hvor lidt der er tilbage af medmenneskeligheden, og hvor rå og kynisk fremtiden tegner.

Ekstra-Bladet gav fem stjerner og skrev i deres anmeldelse:

"Se den, det skal du! Men den vil fryse dit hjerte til is.... en film om viljen til at holde sig i live og om hvad det er der definerer os som mennesker".

Se "The Road" på Filmstriben med dit bibliotekslogin

4. Delicatessen

(1991, Frankrig) – instrueret af Marc Carro og Jean-Pierre Jeunet

Fra filmen Delicatessen

Beboerne i en mindre etageejendom kæmper alle for at overleve i en barsk verden præget af sult og fattigdom. Ejeren af ejendommen har desuden en slagterforretning i stueetagen, og han er altid i stand til at skaffe frisk kød, selvom landet plages af sult.

En dag flytter en tidligere cirkusklovn ind i ejendommen. Han er glad og tilfreds, indtil han får mistanke om, hvordan slagteren skaffer råvarer til sin forretning.

Se "Delicatessen" på Filmstriben med dit bibliotekslogin

3. Metropolis

(1927, Tyskland) – instrueret af Fritz Lang

Fra filmen Metropolis

Kun få har påvirket så mange regissører som den virtuelle virtuose Fritz Lang – en af filmhistoriens absolut største giganter. Han var virksom i Tyskland og mod sin vilje en af Hitlers personlige favoritter, indtil han tydeligt viste sin afsky for nazismen med fremtidsskildringen Metropolis, og var tvunget til at flytte til Paris.

I fremtidens lyse skyskraberby Metropolis lever forretningsfolk, funktionærer og forlystelsessyge unge mennesker. Men i byen i mørket under jorden lever arbejderne en slaveagtig tilværelse med produktionsapparatets maskiner. En dag gør arbejderne oprør.

Den digitalt restaurerede version af Metropolis er en voldsom krybende og ubehagelig fremtidsversion, som særskilt med facit i hånden, fortsat skræmmer publikum samt inspirerer nye filmskabere.

Se "Metropolis" på Filmstriben med dit bibliotekslogin

2. Akira

(1988, Japan) – instrueret af Katsuhiro Ôtomo

Fra filmen Akira

Året er 2019, 30 år efter Tokyo blev ødelagt af et hemmeligt våbenprojekt under den tredje verdenskrig. Det dystopiske Neo-Tokyo er nu steget fra sin aske og blevet et mørkt og farligt sted invaderet af bander og terrorister.

Regeringen er korrupt og har kun en symbolsk kontrol over det mægtige militær, der forhindrer totalt kaos og holder hemmeligheder fra fortiden skjult.

Vennerne Tetsuo og Kaneda bliver kastet ind i Neo-Tokyos mørkeste hemmelighed, når deres motorcykelbande ender i en militær operation på jagt efter et undslået eksperiment. Tetsuo bliver tilfangetaget af militæret og udsat for en række eksperimenter, der giver ham tankelæse-evner, men desværre for Neo-Tokyo går noget galt.

Tetsuos kræfter vokser, og han slår tilbage på alt, hvad der har undertrykt ham! Intet kan stoppe de destruktive kræfter, der er løsrevet i Tetsuo, undtagen måske Akira!

Soundvenue skrev ved Akiras repremiere i 2020:

"Akira var måske tænkt som et specifikt japansk værk, men som Bong Joon-hos Oscar-vinder ’Parasite’ skal den universelle appel findes i dens humanistiske opråb mod fascistoide overmagter og systemiske uretfærdigheder".

Se "Akira" på Filmstriben med dit bibliotekslogin

1. Vandringsmanden

(1979, Rusland) – instrueret af Andrej Tarkovskij

Fra filmen Vandringsmanden

Andrei Tarkovskijs hovedværk "Vandringsmanden" er et betagende studie i menneskelig psykologi. I en post-apokalyptisk verden på afgrunden søger mennesket efter en vej væk. Lykken siges at findes i et rum i den mystiske zone, der er stærkt bevogtet.

Såkaldte vandringsmænd leder forbudte rejser ind i zonens evigt Foranderlige labyrintiske mareridt. Tre mænd, der intet har at tabe, begiver sig på deres livs rejse mod sandhed og forløsning i Tarkovskijs symboltunge og spirituelle science fiction mesterværk.

Mattias Blicher fra Gentoftegade Bibliotek skrev i sin anbefaling til Villabyerne:

"Enkelheden er netop en af "Vandringsmandens" store styrker. Side om side med Tarkovskijs forkærlighed for lange, rolige indstillinger giver den plads og tid til, at Tarkovskijs vanlige fascination af tid og vand kan træde frem som naturlige dele af filmens afsøgning af menneskets psykologi og filosofiske og teologiske temaer, som skiftevis oplyser og kaster skygger over fortællingen".

Se "Vandringsmanden" på Filmstriben med dit bibliotekslogin

Materialer