Fra filmen Vi ses igen
Foto: Filmstriben

Filmstriben anbefaler: Filmen "Vi ses igen"

"Vi ses igen" er inspireret af instruktørens egne oplevelser med Gestapo og jødeforfølgelse under 2. verdenskrig.

Julien står på perronen med sin mor. Han er vred. Hun er forsonende. For om lidt skal Julien med toget tilbage til den katolske kostskole. Skoledagene er lange og begivenhedsløse. Maden er kedelig og sovesalen kold. Julien savner sin mor, men er en hård negl over for de andre børn.

Da Julien får fat i nogle sjældne frimærker fra Joseph, der hjælper til i skolens køkken, sker der dog lidt. Men Julien må til gengæld give marmeladen, som han har med hjemmefra, i bytte.

Da en luftalarm pludselig lyder, jubler én af børnene. Det er åbenbart sjovere at opholde sig skolens kælder end at blive undervist i matematik. Luftalarmen er dog ikke bare en advarsel, men også et varsel om en anden mørkere virkelighed uden for skolens mure, der kryber tættere og tættere på. Året er 1944, og Juliens kostskole ligger i den besatte del af Frankrig.

Et minde fra barndommen

"Vi ses igen" (1987) er baseret på et minde fra instruktør Louis Malles barndom. Malle gik som barn på en katolsk kostskole under 2. verdenskrig og oplevede en dag en traumatisk Gestapo-ransagning. Fire jøder – tre elever og en lærer – blev fanget, og skolens inspektør, Père Jacques, blev anholdt og sendt i koncentrationslejr.

Malle har udtalt, at mindet kun har fungeret som inspiration for filmen og ikke er en eksakt gengivelse af, hvad han selv oplevede. Men det er som sådan heller ikke, hvad der sker, som gør "Vi ses igen" til en storfilm. Det er ikke højtsvungen dramatik, der er filmens styrke, men i stedet hvordan det hele udfolder sig set fra et barns perspektiv.

Med en forbavsende, utvungen lethed og naturlighed i skuespillet, som også bliver hjulpet godt på vej af Malles forkærlighed og eminente sans for at filme on location og bruge naturligt lys, opstår en mesterlig fortælling om afsked med barndom og uskyld.

En dag ankommer tre nye elever til skolen, og selv uden at kende til Malles minde står det for den voksne seer med det samme lysende klart, at de tre nye elever er jøder, som med nye navne skal skjules for nazisterne. Men for Julien og de andre børn er der intet mistænkeligt ved dem ved første øjekast.

Julien er dog fascineret af især en af de nye elever, Jean. Måske fordi han kan se noget af sig selv i ham. Jean er socialt akavet og ikke særlig populær blandt de andre drenge, hvilket Julien heller ikke er.

Måske fordi Jean med sine klaverevner vækker den unge kvindelige klaverlærers opmærksomhed. Julien overværer i hvert fald klaverlektionen misundeligt gennem en rude og udbryder lavmælt for sig selv "Fedterøv".

Juliens nysgerrighed bliver yderligere pirret, da han bliver kaldt op på inspektørens kontor og får besked på at tage særligt hensyn til Jean uden yderligere forklaring.

Psykologisk dybde

En dag sniger Julien sig til at kigge i Jeans skab og finder ud af, at Jean ikke hedder Bonnet til efternavn, men i virkeligheden Kippelstein. Og det er her, at filmens psykologiske dybde for alvor tydeliggør sig.

For hvor meget af det, der foregår, forstår Julien egentlig? Det spørgsmål lurer i baggrunden resten af filmen, og da Gestapo til sidst banker på døren, gør Julien i splitsekund noget tragisk. Han kigger på Jean, der gemmer sig i en sygeseng, og med ét er Jean afsløret.

Men blikket afslører måske også Julien. For er det i dét øjeblik, at det går op for Julien, hvad Jean og lærerne har holdt skjult? Måske er det også det øjeblik, hvor han for første gang forstår racismens chokerende faktum?

Louis Malle modtog velfortjent flere festivalpriser for filmen og "Vi ses igen" står i dag tilbage som et hovedværk i en imponerende lang filmografi.

Se filmen "Vi ses igen" gratis på Filmstriben med dit bibliotekslogin

Vi ses igen filmplakat

"Vi ses igen" (originaltitel "Au revoir les enfants") er fra 1987

Instruktør: Louis Malle

Medvirkernde: Gaspard Manese, Raphael Fejtö m.fl.

"Vi ses igen" vandt Guldløven ved Filmfestivalen i Venedig