Lektørudtalelse

Forfatter: Flemming Faarup

I 1987 udkom H.C. Andersen - en sand myte, skrevet af Jens Jørgensen. I den bog blev der fremsat den teori, at vores store eventyrdigter i virkeligheden ikke var søn af en skomager og en vaskekone, men var kongebarn. Det vakte behørig furore, og teorien blev gendrevet fra mange sider. I forbindelse med HCAs 200 års dag har Rolf Dorset sat sig for, at underbygge og bevise teoriens rigtighed, at HCA var barn af den senere Christian VIII og Elise Ahlefeldt-Laurvig. I forordet fortæller forfatteren, at han desværre ikke har fået tilstrækkelig hjælp til at komme helt i dybden og har derfor ikke fundet det endegyldige bevis. Men en hel række indicier kan fortolkes sådan at teorien er rigtig, selvom mange af beviserne er "morlille er en sten"-agtige. Dorset citerer flittigt fra både den unge prins' breve og dagbøger og fra HCAs Mit livs eventyr og hans eventyr. Bevisførelsen er af samme slags, som kan findes i bøger om tempelherrerne, om de bornholmske rundkirkers skjulte skatte og om Bermudatrekanten osv. Hvad der er historisk rigtigt er ligegyldigt i forhold til forståelse af forfatterskabet; man kunne også her lade "pater est"-reglen gælde. Der er dog ingen tvivl om at der vil være en bred læserskare til dette "paparazziværk"