Ny udstilling på Tranen og Gentofte Hovedbibliotek

Ny Tranen-udstilling spreder duft og lys på Hovedbiblioteket

24.10.17
Tranens næste udstilling kobler sig på Hovedbibliotekets solcelledrevne energinetværk for at bade biblioteksrummet i rødt lys og krydrede dufte. Det er kunstneren Amitai Romm, der står bag udstillingen Hibernation, som åbner på fredag.

Kunstneren Amitai Romms udstilling Hibernation på Tranen begrænser sig ikke til Tranens udstillingsrum men breder sig til hele Hovedbiblioteket. Romm har arbejdet på at afkode og genkode arkitekten Hennings Larsens bygning fra 1985, så den vil fremstå i glimt dels som laboratorium, dels som terrarium for krybdyr, dels som rumskib eller rumsonde.

Grundplan som varmekort

På udstillingsfolderen genoptrykkes en grundplan fra 1983-84, lige inden bygningen åbnede for offentligheden. Planen fungerer som varmekort over udstillingen, der ud over nyproducerede værker også giver indblik i kunstnerens research. Visse steder oplyses bibliotekets hylder af rødt lys, hvor besøgende finder bøger og citater, som har inspireret kunstneren i sit arbejde.

Gennemstrømmes af information

Udstillingen Hibernation er lavet specifikt til Gentofte Hovedbibliotek. Mange af værkerne mimer specifikke ting ved bygningen, som samtidig peger hinsides bygningen og stedet. Fx fordobles Tranens ni ovenlys, der bader interiøret i lyset fra eksteriøret, af ni store paraboler, der ligesom antenner synes at modtage og sende signaler fra det fjerne. Biblioteket fremtræder som et sted eller et arkiv, der gennemstrømmes af information fra nær og fjern på tværs af tid og rum.

Duft via blæsere i bygningen

Centralt i Amitai Romms udstilling står flamingokasser med krydderier. Kanel, stjerneanis med mere præsenteres i forskellige tilstande fra frø over pulver til duft, der spredes ud i bygningen via blæsere fra computerhardware. Kunstneren er optaget af, hvordan hans værker dels opleves som ting ude i verden, som vi betragter på afstand, dels opleves som lys og duft, der antager ny form i de besøgendes indre verden som billeder på nethinden og partikler i næsehulen.

Viden i vinterdvale

Den engelske udstillingstitel Hibernation kan oversættes til ’vinterdvale’ eller ’overvintring’. Den henviser bl.a. til biblioteket som et sted, hvor forfattere og vidensproducenter kontinuerligt gemmes væk og findes frem, kontinuerligt fryses ned og vækkes til live igen.

Amitai Romm (f. 1985) er uddannet ved det Kongeligt Danske Kunstakademi og bor og arbejder i København. Hibernation er hans første institutionelle separatudstilling.

Fernisering fredag den 26. oktober kl. 17 – 19

Du kan se udstillingen på Tranen og Gentofte Hovedibliotek 27. oktober – 10. december, 2017

Udstillingen er støttet af Gentofte Kommune, Statens Kunstfond, Den Hielmstierne-Rosencronske Stiftelse, Grosserer L.F. Foghts Fond, Marie Langhoffs Legat og Billedhuggeren Gerhard Hennings Legat.

Tags
Materialer