Bogens forside

Biblioteket anbefaler: "Tynd luft" af Joakim Jakobsen

Måske er det bedaget. Måske burde vi komme videre og droppe romantikken, der klæber så tæt ved Sepp Pionteks dynamithold fra 80’erne. Vi er i år 2024, og vi skal altså spille EM i Tyskland. Come on! Kan du føle det? Nej?

Jamen så giver det alligevel god mening at læse Joakim Jakobsens udelte kærlighedserklæring til det landshold, hvis skygge alle efterfølgende landshold befinder sig i.

Forelsket i landsholdet

Tynd Luft er ikke bare en god fodboldbog. Det er givetvis én af de bedste sportsbøger, du nogensinde kommer til at læse.

Man bliver simpelthen forelsket i Klaus Berggreen, Jens-Jørgen Berthelsen, Frank Arnesen, Ivan Nielsen og hele holdet, som den ganske fodboldverden kastede sin kærlighed på. De var spået til at vinde VM, men brød spektakulært sammen på Stadio Corregidora i Quarétaro.

Det var et hold, der skød brystet frem og brød med en dansk småstatsmentalitet og et pinagtigt mindreværdskompleks. Jakobsen formår på elegant vis at gøre fodbolden til et spejl for nationalpsyken, og gennem læsningen pendulerer man mellem stolthed over vores holds suverænitet og tåkrummen over dansk smålighed.

Som da vi kunne sole os i udlandets gunst og begejstring de uger Mexico, og igen da vi tog guldet i Sverige i 92. De svenske fans havde malet sig gule og blå i det halve ansigt, og rød-hvide i den anden halvdel, og de fejrede broderligt med os, da trofæet var i hus.

To år senere var svenskerne i semifinalen ved VM i USA. Men den danske broderlige respons var lillebrorens. Vi lagde armene over kors og vendte ansigtet bort. Et gryende svensk verdensmesterskab kom for tæt på at overstråle vores stadig dugfriske sejr. 

Fodboldmagi i bogform 

Vi får følelsesladede førstehåndsberetninger fra daværende landstræner Sepp Piontek og stort set alle de danske spillere (dog foruden Elkjær og Laudrup). Alle som én er de den dag i dag mærkede af det VM og løftet om det, der kunne have været.

Særligt én mand (”åh-ha Jesper Jesper Jesper dog”) har måttet bære den nationale skæbne på sine skuldre efter en personlig fejl, som kun var startskuddet til et meget kollektivt kollaps.

Tynd Luft er så rig på fodboldens magi og har samtidig tragediens tyngde. Hvis ikke du har lyst til at se fodbold, inden du læser den, så får du det med garanti i siderne omkring en hæsblæsende kamp mod mægtige Sovjetunionen i en solskinsdækket Idrætspark på Grundlovsdag 1985. Og du vil forstå, at du ikke kan nægte dig selv et drama i Tyskland, hvordan det end vil udfolde sig.

 

Skrevet af Mads Hansen.

Materialer