Per Petterson og bogen Mit Abruzzo
Foto: Baard Henriksen

Biblioteket anbefaler: Bogen "Mit Abruzzo"

Vi har ventet i spænding og haft store forventninger til Per Pettersons nye bog "Mit Abruzzo", og forventningerne blev heldigvis indfriet – og lidt til.

Siderne flyder over af den sædvanlige Petterson’ske sprogmagi, og samtidig giver bogen et fascinerende indblik i forfatterskabets maskinrum. Du bliver klogere på, hvad Per Petterson selv læser, hvem han er, hvordan han er, ja simpelthen hans virke som forfatter og menneske.

Journal 29.1.-18.7 2021  

Som læser bliver du en del af Pettersons indre samtale om og med andre forfattere og deres værker. Petterson starter sin journal i det halve år op til, at han fylder 69 år. Her begynder han at tage en række notater fra livet i sit hjem, som han kalder Porten.

Han står op hver morgen klokken seks og prøver at læse i et par timer, mens der er ro i huset, ofte stående ved køkkenbordet, inden han går ned til sin skrivehytte for at arbejde.

Vi hører om hans røde jeep, det hårde arbejde, der skal udføres på det lille landbrug, planerne om at bygge et nyt hus, træer der skal fældes, får der skal klippes og en rasende vædder, der skal fodres og kløs i pelsen. Af og til kører han til byen og mødes med vennen Øivind, som han har haft et nært venskab med i snart fyrre år.

Han har samtaler med sin storebror Steen om familiens historie, om moren og faren og deres to brødre, der alle er borte. Minder om barndom og opvækst trænger sig på, og vi møder en nervøs dreng, som aldrig kunne sidde stille, som blev en nervøs voksen og nu en lige så nervøs ældre mand, der har rejst jorden rundt med sit forfatterskab.

Poetisk sløjfe

Mit Abruzzo er en sitrende og energisk tekst, der binder sløjfe på nutid og fortid og hele vejen er skrevet frem med Pettersons genialt tilstedeværende og poetiske prosa.

Mød Per Petterson på Gentofte Hovedbibliotek

Den 8. november kl. 17.00 besøger Per Petterson Gentofte Hovedbibliotek, hvor han netop vil tale mere om bogen Mit Abruzzo. Det er gratis at deltage – book din billet til Per Petterson her

Du kan også se Per Petterson i samtale med Signe Pallisgaard i Forfatterkvarteret.

Materialer