Biblioteket anbefaler: Bogen "Elefantsymfonien"

1980’ernes Södertalje danner baggrund for historien om de tre børn Agnes, Kristian og Miika. De møder hinanden via den tidligere feterede musiker Frank Leide. Han ser nemlig med det samme et musikalsk vidunderbarn i – om ikke dem alle – så i hvert fald i Agnes og Kristian.

Og en tennisstjerne, der også kan spille musik, i finske Miika. Tilsammen bliver de til Bretzel-ensemblet, som Frank så underviser, optræder med og viser omsorg for.

Frank har stor erfaring med musik. Hans far var en stor musikalsk begavelse, dirigent og violinist, og Frank har også selv været et musikalsk vidunderbarn fra en ganske ung alder. Og så har han haft masser af elever gennem tiden. 

Franks garvede blik spotter straks det forsømte, ensomme og svigtede barn i både Agnes, Kristian og Miika. Dem har han mødt masser af før. Børn, der hungrer efter kærlighed og opmærksomhed. Børn, der kommer fra ustabile hjem præget af svigt, og forældre der ikke magter at være forældre. Børn der let kan manipuleres og misbruges. Så det gør han.

Anitamoren

Franks overgreb er desværre ikke det eneste svigt, de tre børn oplever. For Agnes er Anitamoren, som hun kalder hende, en altafgørende figur i hendes liv. En figur, der helt systematisk og kynisk omsorgssvigter sit barn, som hun nærmest hader, fordi hun i sin tid ikke ønskede at få Agnes – og fordi Agnes viser sig at være endnu mere talentfuld end sin mor. Som Agnes siger: 

"Jeg er barnet som har ødelagt sin mors liv. Den som har taget den plads der egentlig var hendes. Hun synger jeg spiller. Hun misser tonen jeg tilpasser mig. Hvis jeg skal overleve må jeg aldrig blive bedre end hende”.

Anitamoren har et forudgående kendskab til Frank Leide. Og man er ikke i tvivl om, at hun er fuldt ud bevidst om, at de overgreb, hun selv har oplevet, nu går ud over hendes datter.

Den far, der ikke er Agnes' rigtige far, men far til hendes lillebror Matthias/Matheus, svigter også Agnes. Han forlader hende og tager lillebroren, som Agnes elsker højt og har passet på hele livet, med til Paris. 

Også Agnes’ mormor og morfar, der har taget sig af hende i en lang periode, hvor Anitamoren var væk, forsvinder ud af Agnes’ liv. Ligeledes forsvinder Susanna, som boede hos mormoren og morfaren i samme periode og måske er den eneste voksne, der helt uegennyttigt og oprigtigt giver Agnes omsorg.

I både virkeligheden og i fantasien forsøger Agnes at genfinde både faren og lillebroren, morforældrene og Susanna. 

Drengen og døden

Kristians mor er terminalt syg, og hans far forstår hverken at tackle sine egne eller Kristians følelser omkring dette. Og ligeledes er han helt blind for de ellers tydelige tegn på Frank Leides misbrug af hans søn. Kristians tanker beskæftiger sig på alle måder med døden – fx laver han systematiske notater om dødsmetoder og deres fordele og ulemper.

"Hængning. Notat: Spørgsmålet er om lampekrogen i gipsloftet holder. Meget usikkert. Finde andre lofter er en mulig løsning”.

Han er også primus motor i arbejdet med musikstykket “Drengen og døden”. Den eneste, Kristian kan tale med og som egentlig kan nå ham, er Agnes. 

For Miika er hans mor, Riitva, den eneste, han er tæt med i hverdagen. Og hun og Miika er faktisk tætte. De er som tilflyttede finner allerede tildelt en rolle som outsidere.

Men Ritva skiller sig også ud ved rent faktisk at være en ordentlig forælder. Hun er også den eneste voksne, der ikke bryder sig om Frank. Men på trods af det, lykkes det alligevel Frank at klemme sig ind på livet af Miika.  

Børn i voksenkroppe – voksne i børnekroppe

Det lyder grumt. Og det er grumt at følge Frank Leides manipulerende grooming af børnene. Men det er også nuanceret og øjenåbnende. Synsvinklen skifter mellem de tre børn. Men man får også Franks synsvinkel – herunder hans forhistorie med den berømte og barske far, Mesteren, som har formet ham til at blive en voksen krænker. Eller som Agnes så fint beskriver ham:

"Som jeg har forstået det kan Frank Leide godt lide børn. Han kan godt lide børn fordi han føler sig tilpas sammen med dem. Måske ligefrem er et barn. Ganske vist i en mandekrop. Men ellers lille som Tommelise”.

Overgrebene beskrives ikke direkte eller udpenslende, men man er ikke i tvivl om deres eksistens og alvoren af dem. Børnene er de stærkt observerende vidner, der ser alt og hører alt – indimellem også ting af mere fantastisk karakter, fx hævder Agnes at kunne huske sin egen fødsel.

Det lyder måske mærkeligt, men giver absolut mening i bogen, der også stærkt beskriver børnenes fantasi, musikkens verden og deres venskab, som er de tre våben, de har med til at beskytte sig og holde sig oppe i den ’uverden’, de oplever. På sin vis er de – modsat Frank Leide – voksne i børnekroppe. 

Karin Smirnoffs skrivestil, som også var til stede i Jana Kippo-trilogien, er til tider helt talesprogsnær. hun sætter fx ingen kommaer, og børnenes egne opfundne ord former sætningerne.

Først studser man måske som læser over stilen, men hurtigt bliver den så inkorporeret en del af den fortalte historie, at det hele går op i en højere enhed.