Sammenklip af fotos fra de fire film anmeldt i artiklen. Fotos fra Filmstriben.
Sammenklip af fotos fra de fire film anmeldt i artiklen. Fotos fra Filmstriben.

De 24 bedste på Filmstriben i 2019 (nr. 16-13)

09.12.19
Igen i år er vi blevet forkælet med store oplevelser på filmstriben.dk. Film, du i ro og mag kan se hjemmefra via dit bibliotekslogin - helt gratis. Vi har udvalgt de 24 bedste nye film, der er blevet lagt på sitet i løbet af i år og præsenterer dem løbende her på hjemmesiden op til jul. Vi slutter af med de bedste. Rigtig god fornøjelse.

Klik på filmtitlen og kom videre til Filmstriben

Kom videre til Filmstriben ved at klikke på den film, du gerne vil se.

Hvis du er ny på Filmstriben, vejleder vi dig her.

16. Centaur

Manden, som kaldes Centaur, lever et simpelt liv med sin døve kone og lille søn i det landlige Kirgisistan, indtil han – med rette – bliver mistænkt for at tage en travhest. Centaur har en stor kærlighed til heste og tror på, at det kirgisiske folk om ikke direkte stammer fra det mytologiske væsen kentauren, halvt mand, halvt hest, så i hvert fald er dybt forbundne med heste. Derfor sniger han sig nogle gange ind til væddeløbsheste – og sætter dem fri. Denne praksis falder ikke mindst egnens egentlige hestetyv for brystet og sammen med ordensmagten sættes en fælde for Centaur… En bjergtagende og smuk skildring af en mand, som insisterer på at leve i pagt med naturen og nomade-folkets oprindelige traditioner.

Instrueret af Aktan Arym med Nuraly Tursunkojoev, Zarema Asanalieva.

Mediernes anmeldelser

EKKO giver 5 stjerner: "Den styrke, der ligger i filmens store tragedie og små detaljer, gør Centaur til et gribende værk, som udforsker lokal kultur og åbner den fascinerende for omverdenen."

Cinemazone giver 5 stjerner: "Det kan godt være, at den foregår under fremmede himmelstrøg, men den fortæller alligevel en meget nærværende og livsklog historie om splittelsen mellem traditionelle æresbegreber og en moderne eventyrsøgende tilværelse."

15. Engle går i hvidt

I en lille kinesisk kystby bliver to 12-årige skolepiger udsat for et overgreb begået af en midaldrende mand på et motel. Mia, en teenagepige, som arbejdede i receptionen den aften det skete, er det eneste vidne. Af frygt for at miste sit job og blive udvist af landet forbliver hun tavs om hændelsen, og motellets ledelse prøver ligeledes at dække over overgrebet. Alle har deres grunde til at dække over sandheden... Imidlertid går det op for pigen Wen, der er en af ofrene, at hendes problemer kun lige er begyndt. Fanget i en utryg verden er Mia og Wen nødsaget til at findes deres egen udvej. En moderne noir film, der centraliserer sig omkring en række komplekse kvindelige karakterer, korruption og censur. Om de valg, vi er tilladt at tage og om det mod det kræves at tage modsatte valg.

Instrueret af Vivian Qu med Wen Qi, Zhou Meijun.

Mediernes anmeldelser

Cinemazone giver 5 stjerner: "Filmens styrke er også det psykologiske spil mellem pigerne og det gå på mod, som Mia udspiller, og hvor hun tør sætte alt ind på en bedre verden i Kina, med brug af alle midler."

JyllandsPosten giver 5 stjerner: "Det bliver så eftertrykkeligt hjerteknusende, netop fordi Vivan Qu ikke på noget tidspunkt forfalder til den melodramatiske form. "Engle går i hvidt" er uhyggeligt nøgtern."

14. Suspiria

Susie, en amerikansk ballerina, optages på det verdensberømte Markos-akademi i Berlin. Hun bliver hurtigt lederens favorit, men hvad skete der egentlig med den pige, der forsvandt sporløst fra akademiet? Suspiria er en visuelt enestående nyfortolkning af Dario Argentos horrormesterværk fra 1977.

Instrueret af Luca Guadagnino med Dakota Johnson, Tilda Swinton, Chlöe Grace Moretz.

Læs også: Anbefaling af 'Suspiria' af Mattias Blicher fra Vangede Bibliotek

Mediernes anmeldelser

Soundvenue giver 5 stjerner: “selvom Guadagnino tager sig god tid og stort set afholder sig fra jump scares, betyder det ikke, at uhyggen fordufter. Ved hjælp af geniale filmtekniske tricks rodfæster den sig i stedet i én."

BT giver 5 stjerner: “2018-versionen er ikke som sådan uhyggelig på en måde, så du er ved at skvatte ned af biografsædet af skræk. Til gengæld er den dyster, makaber, bizar, blodig, en fryd for øjne og ører og helt vidunderligt bims."

13. Holiday

Unge Sascha er gangsteren Michaels elskerinde. Sammen med hans slæng er de på luksusferie i Tyrkiet. Da Sascha møder den rare sejler Thomas, bryder Michaels jalousi ud i lys lue og paradisferien udvikler sig til et mareridt for Sascha. Holiday er Isabella Eklöfs instruktørdebut, og filmen fik flere priser ved Bodilfesten i 2019: Bedste film, Bedste kvindelige hovedrolle, Bedste mandlige birolle og Bedste fotograf.

Instrueret af Isabella Eklöf med Victoria Carmen Sonne, Lai Yde, Thijs Rømer.

Læs også: Anbefaling af 'Holiday' af Thomas Drachmann Kastberg fra Gentofte Hovedbibliotek

Mediernes anmeldelser

EKKO giver 5 stjerner: "En sårbar og letpåvirkelig kvinde bliver foruroligende hærdet i Isabella Eklöfs modige, formfuldendte og brutale debutfilm, der overgår forbilledet Ulrich Seidl."

Jyllandsposten giver 5 stjerner: "...et hold kæft-bolsje til dem, der stadig gik og tvivlede på dansk films høje kvalitetsniveau; "Holiday" er intet mindre end en gave, selvom den er foruroligende og efterlader publikum med en kvalmende eftersmag."