
Vinderen af Børnevalget 2022 er fundet
Det er ikke kun de voksne, der den seneste tid har afholdt valg. Siden den 11. oktober har landets børn nemlig kunnet stemme ved Børnevalget 2022 på deres lokale børnebibliotek – og nu er vinderen så fundet.
Børnene kunne vælge mellem 10 kandidater fra kendte og populære børnebøger, og stemmeoptællingen viser, at årets vinder blev Eddie med sloganet ”Ja til at bestemme selv”. Over 16.000 børn stemte, og Eddie sejrede snævert foran Star Girl, mens tredjepladsen gik til Nomerne.
Lillebror til Sally fra Sallys far-bøgerne
Eddie er en herlig lille ballade-dreng, som gør, hvad der passer ham. Og så er han lillebror til Sally fra Sallys far-bøgerne. Eddie er skrevet af Thomas Brunstrøm, illustreret af Thorbjørn Christoffersen og udgivet af forlaget Carlsen.
Bøgerne findes på hylderne på alle landets biblioteker og som e-bøger og lydbøger på bibliotekernes digitale tjeneste eReolenGo.
Valget i Gentofte
På Gentofte Bibliotekerne var valget noget af en valggyser, med store lokale spredninger på valgstederne – men MIMBO JIMBO, med valgmottoet ”ja til mere fantasi”, løb af med sejren. Eddie kom på en flot anden plads. I alt har 345 børn stemt på Gentoftes Biblioteker.