Arrangementer på Gentofte Bibliotekerne

Arrangementer på Gentofte Bibliotekerne – foråret 2024

Der er garanti for at blive klogere, godt underholdt og inspireret, når du besøger Gentofte Bibliotekerne i løbet af foråret.

Gentofte Bibliotekernes kulturprogram for foråret 2024 er netop landet, og her får du et overblik over, hvad vi byder på i voksenkategorien. 

Meld dig til Biblioteksklubbens nyhedsbrev og bliv løbende opdateret på vores arrangementer.

Her får du overblikket over forårets børneaktiviteter

Gentofte Bogmesse

Den 16. marts er datoen for årets tilløbsstykke på Hovedbiblioteket, hvor aktuelle forfattere gæster Gentofte Bogmesse.

Her kan du blandt andre møde Kim Blæsbjerg, der har skrevet den forrygende roman De bedste familier, Amina Elmi, som modtog Bogforums debutantpris for digtsamlingen Barbar og Kristian Bang Foss, der i efteråret 2023 udgav bronzealderromanen Manden der bar solen.  

Forfattermøder på Hovedbiblioteket

Solvej Balle modtog i 2022 Nordisk Råds litteraturpris for Om udregning af rumfang I,II og III, og femte bind i septologien har netop ramt landets biblioteker og boghandlere.

Den 11. april taler hun med kulturformidler Morten Krøier Grützmeier om tankerne bag værkets kryptiske titel, hvorfor netop den 18. november går igen – og igen, og hvad du kan forvente af den nyeste bog i syvbindsværket.

Solvej Balle

Allerede i januar kan du møde hjerneforsker og forfatter, Peter Lund Madsen, der sammen med Lotte Lykke fortæller om unge og angst – set både fra en videnskabelig og personlig vinkel.

Du kan også møde forfatter, antropolog og debattør, Dennis Nørmark, som fortæller om bogen Ufrihedens pris: Hvordan vi lærte at tro, at vi ingenting kan. Det gør han den 20. marts.

Peter Lund Madsen og Lotte Lykke

Kvindernes litteraturkanon

Erik Skyum-Nielsen står bag bogen Ud af skyggerne - kvindernes litteraturkanon. På kvindernes internationale kampdag fortæller han om værkets tilblivelse i samtale med litteraturkritiker Kamilla Löfström og kanon-debattør Mischa Sloth Carlsen.

Alderdom og ungdom  

Hvad vil det egentlig sige at blive gammel? Vi dedikerer fire eftermiddage til temaet alderdom, hvor du bl.a. kan høre Astrid Saalbach fortælle om sin roman "Lindely", der udfolder sig på et plejehjem i Hellerup.

Du kan også møde Rigshospitalets hospitalspræst Lotte Blicher Mørk, som med sin erfaring fra Rigshospitalet taler om ét af de allersværeste emner, nemlig magtesløsheden, afmagten og døden.

Vi lader også de unge stemmer komme til orde dette forår - du kan møde fem unge talenter fra Forfatterskolen, seks forfattere med klimaet i fokus og se med, når vores litteraturformidlere i samarbejde med elever fra Gentofte HF interviewer de to forfattere Benedicte Huang og Malte Tellerup

Benedicte Huang og Malte Tellerup

Store musikalske oplevelser

Allerede den 17. januar kan du opleve Alberte synge året ind på Hovedbiblioteket. Sammen med Andreas Fuglebæk præsenterer hun et stærkt repertoire, der både byder på klassikere som Lyse Nætter og Tænder på et kys og nyere numre fra udgivelsen Marthas Vineyard.

Til GentofteNatten den 1. marts indtager Jens Unmack, der er forsanger i det legendariske band Love Shop, scenen i biblioteksrummet med en intimkoncert. Du vil kunne høre numre fra både Love Shops ikoniske katalog og sange fra hans anmelderroste solokarriere, som har positioneret ham som en af Danmarks vigtigste sangskrivere.

Solvej Balle

Efterårssæsonen for voksne starter den 5. januar.

Få overblikket og tilmeld dig til forårets arrangementer

Vores bydelsbiblioteker har også et stærkt og varieret kulturprogram for foråret.

Jægersborg Bibliotek

Gør dig klar til årets fest i Jægersborg! Forårsfesten ved Jægersborg Bibliotek er tilbage og byder på en festlig dag med aktiviteter for både små og store. Programmet er ikke helt fastlagt, men bliver løbende opdateret.

Så vender de litterære saloner også tilbage. I januar og april vil der være filmvisninger, foredrag og tilhørende udstillinger i biblioteksrummet. Du får til hvert arrangement lister med hjem med inspiration til læsning. Sæsonens emner er venskab og hjem.

Den 11. april kan du høre om begrebet naturbaseret kystsikring. Ole Fryd er lektor i landskabsarkitektur og planlægning på Københavns Universitet og medforfatter til bogen Tænk os om – alternativer til Lynetteholm. Han fortæller om naturbaserede løsninger i forhold til oversvømmelser og kraftige skybrud.

Vangede Bibliotek

Vangede Bibliotek sætter denne sæson fokus på Liv og død med fotoudstilling, debat og gribende foredrag. Du kan bl.a. høre forfatter Camilla Stockmann fortælle om sin roman Når du strammer garnet, som er baseret på den virkelige historie om den unge kvinde Ellen, der i 1941 mistænkes for at tage livet af sit nyfødte barn. 

Skuespiller Kristian Ibler har skrevet bogen Enkemand, der fortæller om forløbet, da hans kone og barndomskæreste bliver erklæret terminal syg og til i dag, hvor han er enkemand, alenefar og i gang med at skabe en ny begyndelse.

Også de lokale aktiviteter fylder på Vangede Bibliotek. Du kan komme til quiz, byttemarked og guidet søndagslæsning i løbet af foråret.

Camilla Stockmann

Ordrup Bibliotek

Ordrup Bibliotek sætter i denne sæson fokus på London som kulturel metropol – både med filmvisninger, foredrag, kunst og design.

Du kan høre Lise Lotte Frederiksen fortælle, hvordan store britiske forfattere som Shakespeare, Dickens og J. K. Rowling bruger den populære hovedstad som inspiration i deres fortællinger. Senere på sæsonen giver hun også tips til gode litterære ruter i London, hvor du bl.a. kan følge i fodsporene på Oliver Twist, Sherlock Holmes og David Copperfield.

Karen Blixen er dette forår centrum for en række hyggelige formiddags-arrangementer på biblioteket. Du kan se to populære Blixen-film, komme til salon med skuespiller Anne Liballe, der indtager scenen i rollen som Blixen og høre Lise Lotte Frederiksen fortælle om Blixens univers.

Du kan desuden opleve to stemningsfulde jazzkoncerter, strikkesalon, vandretur med Grøn Guide og meget andet.

Gademarked i London

Gentoftegade Bibliotek

Du kan opleve forfatteren Theis Ørntoft på Gentoftegade Bibliotek, hvor han taler med kulturformidler Morten Krøier Grützmeier om sin nye bog Jordisk, der er en ambitiøs slægtsroman om menneskeliv, klima, relationer, Jorden, samfundet, universet og alt derimellem. 

Brætspilsklubben fortsætter også i foråret, og der er lagt op til masser af hyggelige spil-runder, og du er velkommen til at medbringe dine egne favoritspil.

Foto fra Apolonia

Du kan også være med i filmklubben Kultkælderen, som viser film, der sjældent tåler dagens lys. Filmklubben Uden sol fortsætter også med at vise film, der bevæger sig i krydsfeltet mellem dokumentar og fiktion.

Lørdags.dok lægger stærkt ud med den anmelderroste dokumentar Apolonia Apolonia om den dansk-franske billedkunstner Apolonia Sokol

Dyssegård Bibliotek

Til eventrækken Fællesspisning og klassikerfokus på Dyssegård Bibliotek fortæller Lise Lotte Frederiksen, der er cand.mag. i dansk, engelsk og teatervidenskab, om en række af de største forfattere gennem tiden.

Denne gang er det Jane Austen, Amalie Skram og Dorrit Willumsen, der står for skud. Efter foredragene kan du deltage i fællesspisning med mad fra Café Henning.

På GentofteNatten den 1. marts besøger forfatteren Anne Lise Marstrand-Jørgensen biblioteket, hvor hun fortæller om sin seneste udgivelse Tove Ditlevsen i Billeder

Anne Lise Marstrand Jørgensen

Du kan også glæde dig til fortsættelsen af de populære Livestreamings-aftener, hvor førende forskere gør komplekse emner tilgængelige for alle.

Så fortsætter vi også konceptet Genlæst, hvor kulturformidlerne Helen, Maj og Morten dykker ned i et aktuelt tema og bringer både nye og ældre bøger i spil. Denne sæsons temaer er: Udkantsdanmark, Sindssyge i litteraturen og Mænd i krise.