På Qello kan du vælge mellem masser af optagede koncerter og musikdokumentarer med nogle af verdens største musikere.
På Qello kan du vælge mellem masser af optagede koncerter og musikdokumentarer med nogle af verdens største musikere.

Få din musikalske filmdosis med Qello Concerts

Det er hårdt at undvære koncerter i corona-tiden, men der findes heldigvis en mulighed for at opleve koncerter og dokumentarfilm hjemme i stuen.

Med Qello får du et stort udvalg af begge dele, og musikfans kan nyde film i god kvalitet med kunstnere som Bob Dylan, Bob Marley, Lady Gaga, Barbra Streisand, Queen, Pink Floyd, Beyoncé, Bruce Springsteen, Billy Joel, Paul McCartney, Blake Shelton, David Bowie, Willy Nelson, Nirvana, Pavarotti, B.B. King, Muse og Elvis Presley. 

Sådan får du adgang

For at få mest ud af Qello og fri adgang skal du gå ind via Gentofte Bibliotekernes link og oprette en brugerprofil på siden.
Det er nemt at gå til, og du kan læse en udførlig guide til, hvordan man bruger Qello her.

Fire personlige filmanbefalinger fra Qellos store udvalg

Forsiden af filmen No Distance Left to Run

Blur - No Distance Left to Run

Personligt har Blur fyldt utroligt meget i min barndom og teenageår, og det har holdt fast til den dag i dag. I en tid hvor man fik sine musiksladder fra musikmagasinerne, og MTV og Puls viste musikvidoer, ramte Blur plet med deres skarpe samfundsatiriske tekster, skarpe sangskrivning og ligeledes look. At de samtidig udviklede sig til at lave nogle dybt atmosfæriske plader i slut 1990'erne gør dem i min bog til at de mest interessante bands i musikhistorien.

Men det var ligeledes et band med en del indbyrdes tumult, til dels på grund af for megen fest, alkohol og stoffer; elementer som resulterede i, at bandet i første omgang blev amputeret, og senere gik i opløsning. Filmen viser historien om stærke bånd, der igen bliver knyttet, både de musikalske og høj grad følelsesmæssige, og tegner et billede af hele deres interessante karriere, og selvfølgelig også hele rivalisering med det underlegne band, Oasis.

Se Blur - No Distance Left to Run på Qello, når du har oprettet en brugerprofil på siden.

Forsiden af filmen Days of Our Lives

Queen - Days of Our Lives

Udefra set kan Queen, for nogen, virke som et extravagant og prætentiøst orkester, men bag kulissen står fire individer med et ekstremt engagement og en gensidig respekt, der gennemsyrer denne dokumentar. 

Den er lang, hvilket også er nødvendigt for at tegne det sande billede om et orkester, der dominerede verdens hitlister med til tider kompleks og andre gange minimal popmusik. Et orkester, der ligesom Blur, er bygget op af fire venner og endnu mere interessant, fire sangskrivere som hver især fik deres sange ind på Englands top ti. 

Det der gør mest indtryk ved dokumentaren er Freddie Mercurys kampgejst efter diagnosen, bl.a. Ved Live Aid 1985, og ved at Queen blev ved med at producere musik helt op til hans død. Det er en dokumentar, der går lige i hjertet og indeholder fantastiske koncert-optagelser og interviews.

Se Queen - Days of Our Lives på Qello, når du har oprettet en brugerprofil.

Forside: Let's get lost af Chet Baker

Chet Baker - Lets Get Lost

I en helt anden dokumentarisk boldgade er Chet Baker-dokumentaren Let’s Get Lost. Stemningsfuld, surrealistisk og med hovedpersonen lettere stenet til stede i stort set hele filmen. Trompetisten/sangerens liv var tragisk, og hans livsstil, forfald til stoffer og hans fremtoning står i stor kontrast til hans musikalske udtryk og fænomenale sangstemme. Vi får samtidig de tragiske fakta leveret, både om hans skæbne men også om, hvor udbredt heroin var på den amerikanske jazzscene i 1950’erne og 1960’erne. 

Se Chet Baker - Lets Get Lost på Qello, når du har oprettet en brugerprofil på siden.

Forsiden af filmen Genghis Blues

Genghis Blues

En af de mere fantastiske musikalske fortællinger fanget på film. Genghis Blues er historien om den blinde amerikanske bluesmusiker Paul Pena (som skrev Steve Millers Jet Airliner), der hørte Tuvansk strubesang over radioen og lærte sig selv at gøre det. Det bliver et kald for Pena, og han formår at møde verdens førende strubesanger i sin hjemby, San Francisco. Herfra starter en spændende og rørende rejse til strubesangens højborg i Tuva, i det centrale asien, hvor Pena vælger at stille op i en strubesangskonkurrence. Paul Penas varme og nysgerrighed og beboernes imødekommenhed skaber gnister, også på det musikalske niveau, hvor en helt ny genre bliver født. 

Se Genghis Blues på Qello, når du har oprettet en brugerprofil på siden.