Iben Mondrup Godhavn
Foto: Les Kaner

Biblioteket anbefaler: Bogen "Godhavn"

Iben Mondrups roman "Godhavn" er fra 2014, men værd at læse eller genlæse i en tid med øget fokus på, hvordan Danmark gennem tiden har behandlet det grønlandske folk.

I romanen, der foregår i en lille by på Diskoøen langt mod nord ved Grønlands vestkyst, møder vi en dansk tilflytterfamilie med tre børn, som på hver deres måde forsøger at finde sig til rette i det lille fangersamfund.

Den yngste datter Bjørk, som er i fokus i romanens første del, starter i skole, og snart mister hun den tætte kontakt til sine grønlandske venner, som skal gå i den grønlandske klasse. Den indadvendte og sårbare dreng, Knut, har en bedste ven, som skal rejse tilbage til Danmark. Og den ældste søster, Hilde, der er sin fars øjesten, truer familiefreden da hun bliver forelsket i drengen Johannes.

I fortællingens midte står selv samme Johannes. Med sin evne til at tilpasse sig trænger han ind i familien og bliver det utilregnelige punkt, begivenhederne udspiller sig omkring. Indtil de pludselig tager en uventet drejning og kommer ud af kontrol.

En særlig periode

Foruden at være en fortælling om livet i et det barske Arktis med sultne slædehunde, vådeskudsulykker og små og store intriger, handler Godhavn om en særlig periode i den dansk-grønlandske historie, hvor mange danske familier rejste ud for at leve på en ny måde i radikalt anderledes omgivelser, noget som ikke mindst børnene måtte lære at leve med.

Godhavn er et sanseligt, barskt og yderst læseværdigt værk, der kryber ind under huden på én. Når du er færdig med Godhavn kan du med fordel kaste dig over romanerne Tabita og Vittu af samme forfatter.

Iben Mondrup

Iben Mondrup

(f. 1969) er født i København, men flyttede som 3-årig til Grønland med sin familie. Som 18-årig rejste hun tilbage til Danmark for at gå på Kunstakademiet.

Hun debuterede som forfatter i 2009 og har siden udgivet syv anmelderroste romaner, hvoraf Godhavn fra 2014 vandt DR Romanprisen.

Iben Mondrup modtog i 2017 Blixenprisen for Karensminde, og hun har senest udgivet den anmelderroste og storsælgende roman Vittu i 2022, som er den selvstændige efterfølger til den ligeledes anmelderroste og storsælgende roman Tabita fra 2020.

Materialer