Helle Helle
Foto: Mikkel Carl

Biblioteket anbefaler: Bogen ”Ned til hundene”

Helle Helles roman "Ned til hundene" fra 2008 er en sand litterær perle, der på stilfærdig og smuk vis kredser om nogle af livet store spørgsmål.

”Jeg leder efter et godt sted at græde. Det er slet ikke let at finde sådan et sted. Jeg har kørt rundt i bus i flere timer, nu sidder jeg på en vakkelvoren bænk helt ude ved kysten. Her er der ingen færger. Kun en pram, der fragter kreaturer frem og tilbage til en ubeboet ø”.

Sådan starter Helle Helles fine lille roman Ned til hundene, der handler om en kvinde, som stiger af bussen et sted på Sjælland med sin rullekuffert. Hun har forladt sin mand og leder altså efter et godt sted at græde.

Barmhjertighed fra fremmede

Stående i vejkanten bliver hun samlet op af ægteparret John og Putte, to venlige fremmede i ens kedeldragter, som uden spørgsmål eller undren indlogerer hende på deres hjørnesofa og i deres hverdag.

John og Putte har begge pådraget sig piskesmæld og klarer sig gennem tilværelsen vej hjælp af småjobs, ristet toast og masser af kaffe. Parret passer desuden Puttes onkels hunde, mens han er indlagt på Næstved sygehus, og Puttes bror Ibber bor også lige i nærheden.

John og Puttes liv virker både trygt og fremmed for hovedpersonen, der på én gang forsvinder, men samtidig bliver til indenfor deres fire vægge. Men Putte og Johns liv rummer også en historie, som kun langsomt afsløres for kvinden med rullekufferten.

På sin velkendte minimalistiske facon, hvor hvert ord gælder, lader Helle Helle hovedpersonens hudlægemand tage telefonen og på helt stilfærdig vis stille det eksistentielle spørgsmål, som hele bogen kredser om: "Vil du gerne findes?”.

Mød Helle Helle på Gentofte Hovedbibliotek

Du kan møde Helle Helle onsdag den 20. september på Hovedbiblioteket, hvor hun taler med litteraturkonsulent Signe Pallisgaard om sin kommende roman Hafni fortæller.

Find billetter til Helle Helle her

Helle Helle

Helle Helle

(f. 1965, Rødby) er uddannet fra Forfatterskolen og har skrevet flere novellesamlinger og romaner.

Hun debuterede med Eksempel på liv i 1993 og fik sit store folkelige gennembrud med romanen Rødby-Puttgarden (2005).

Hendes prisvindende bøger er oversat til 22 sprog. I 2021 udkom romanen BOB, og i efteråret 2023 udkommer Hafni fortæller.

Materialer