The Uncanny Gastromic

Biblioteket anbefaler: British Library Tales of the Weird

30.11.23
British Library har med denne bogserie fundet et sandt skatkammer af historier frem fra gemmerne.

Under titlen British Library Tales of the Weird har British Library sammen med nøje udvalgte forskere og litterater gravet sig langt ned i arkiverne for at genopdage en guldgruppe af fortællinger.

De har primært søgt efter litteratur fra slutningen af 1700-tallet og starten på 1800-tallet. Genremæssigt er de gået på jagt efter det, de kalder ”Strange fiction”, gotisk horror, folklore, mm., og det er naturligvis også i vores Horror-hjørne, du finder bøgerne på biblioteket.

Men det skal du nu ikke lade dig skræmme af, for det er nogle foruroligende gode værker, de har fået frem i lyset igen.

En litterær opdagelsesrejse

Der er tale om antologier med digte, essays, noveller eller små romaner af for de fleste af os ukendte forfattere. Men store navne som Jules Verne, H.P. Lovecraft, Robert Louis Stevenson, Wilkie Collins, Rudyard Kipling, Franz Kafka, Roald Dahl og Virginia Woolf er også at finde i bøgerne.

Teksterne er nøje udvalgt og redigeret af eksperter, der introducerer os læsere for forskning inden for emnet, sætter emnet og forfatterne i perspektiv og giver os noter med på vejen til at læse den enkelte historie. Det er virkelig interessant og givende for læsningen.

De enkelte titler er enten en antologi af et enkelt forfatterskab, som for eksempel Shadows on the Wall: Dark tales by Maty E. Wilkins Freeman, eller tematiske antologier. Og her bliver rigtigt sjovt.

For man kan naturligvis skrive og se på et emne fra mange vinkler. Men når vi så skal læse om emnet, læse en historie set fra den mørke side, ja så kan fortællingen forurolige, gøre os utrygge, måske ængstelige, bange og give stof til eftertanke.

Der er gode sager at dykke ned i. Var det fx noget med uhyggelige kirkelige historier her til jul i Holy Ghosts – Classic Tales of the Ecclesiastical Uncanny? Eller lade sig forgifte med Dead Drunk – Tales of Intoxication and Demon Drinks? Eller synke helt ned med The Lure of Atlantis – Strange Tales from the Sunken Continent.

Gastronomist Gothic

For den sultne læser kan The Uncanny Gastronomic – Strange tales of the Edible Weird anbefales. Her er vi i køkkenet for at høre om den menneskelige natur og vores sult. Der er historier om menneskelig rædsel, om overnaturlige måltider og appetit på menneskekød og ikke at forglemme - om kærlighed.

Shirley Jacksons Like Mother Used to Make er i særklasse god.

En fortælling om besættelse og uopfyldt anerkendelse. Om et uforløst liv og forsøget på at forstå den verden, der er omkring en. Om husmoderen i forstaden, der holder orden på det hele, gør alting stille og korrekt, er afhængig af sin mand, som er aldeles bevidst om dette.

En kvinde, der stille bliver mentalt nedbrudt, en kvinde, der er ved at gå fra forstanden i og omkring måltidet. Som læser er vi efterladt med flere spørgsmål og kulde ned ad ryggen.

Eller Christina Rosettis victorianske digt Goblin Market.

To søstre hører kaldet fra ”goblins”. Oversat frit til dansk kan vi kalde dem nisser, der falbyder underlige, eksotiske og sært indbydende frugter fra en forbudt og mystisk markedsplads. Den ene søster modstår fristelserne, mens den anden går om bord i frugterne. En fortælling om ekstasen ved det forbudte og den pris, vi må betale for fråseri og begær.

God appetit.

Materialer