Sorgbillede

Litteraturens fortællinger om sorg og død

24.01.24
At tale om døden kan være både skræmmende og følelsesladet. Sorg er svær at sætte ord på, men alligevel er der skrevet så mange fantastiske bøger om det - mange præget af en særlig form for nødvendighed.

Bodil Malmstens sagde om sin digtsamling Det her er hjertet fra 2015, at "Det her er hjertet er et kærlighedsdigt, et sorgdigt, et digt, når det urimelige tab kaldet døden rammer, det rammer alle, det ramte mig. Jeg skriver ikke digte længere, men dette digt krævede, at jeg skrev det."

I bøgerne herunder reflekterer forfatterne over livets smukke og svære øjeblikke – om tab, sorg, livet og om at komme videre. Om at leve videre.

Om at miste – et før og et efter

Joan Didion skrev sin selvbiografi Et år med magisk tænkning, da hun mistede sin ægtemand John Dunne. De var begge forfattere og havde tilbragt næsten 40 år sammen.

Ægteparret kom hjem fra hospitalet, hvor deres datter Quintana lå i koma efter en lungebetændelse. Pludselig faldt John død om, ramt af et hjerteslag. Her begynder året med magisk tænkning - et år, hvor alt er et definitivt før eller efter. Det er et år, hvor hun dybest set håber, at John vender tilbage.

Naja Marie Aidts Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage fra 2017 er et gribende og smukt værk, der tager udgangspunkt i sønnen Carls død. Det er en bog om, hvordan sorg er, hvordan den forandrer ens forhold til virkeligheden, til ens nærmeste, til tiden. ”Jeg er blevet til en anden” lyder det i skildringen af sekunderne efter, det går op for forfatteren, at sønnen er død.

Da Det her er hjertet udkom, var det svenske Bodil Malmstens første digtsamling i 22 år. Digtsamlingen, som er et sorgfuldt kærlighedsdigt til en elsket afdød, blev også hendes sidste. I digtet Sorg indleder hun:

Før og efter
Det er det eneste skel som findes
Før og så bagefter
(…)
Kunne vi ophæve afgrunden mellem
Før og efter
Ville vi gøre det
Men det kan vi ikke
(…)
Før og efter
Det er øjeblikket efter
Det er evigheder efter

Livet – en billedbog

Afslutningsvis vil vi anbefale Livet – illustreret, en billedbog, som alle burde have i sit hjem. Det er en alle-aldres-fortælling, hvor de fantastiske illustrationer på fineste vis underbygges af de korte tekster. I lektørudtalelsen står der: ”Anbefales til alle der elsker livet!”. Det er en smuk, smuk bog!

Du finder flere bøger herunder!

Materialer