Biblioteket anbefaler: Bogen "Døtreskole"

10.06.23
”Døtreskole” er de lavmælte pigers bog. Dem, nogle måske ville kalde 12-tals piger, stille piger, stræbere. Dem, der ikke umiddelbart gør meget væsen af sig eller smækker med dørene i voldsomme teenageoprør.

Benedicte Huangs Døtreskole fortæller om én af disse stille piger på en frydefuldt sanselig måde, så man kan mærke de store følelser bag det stille ydre, og hendes konstante observation af sig selv og omverdenen.

De små detaljer

Vi møder den 14-årige hovedperson kort inden, hun skal starte på Edel Berthelsens Døtreskole i 8.klasse. Hun er en pige med lange fintfølende antenner, der konstant og meget detaljeret registrerer de andre pigers opførsel og udvikling, ikke mindst det foranderlige hierarki, der hersker i blandt dem. 

Løbende evaluerer hun sig selv og tilpasser sig det tætvævede spind af relationer, som først og fremmest skolens udsnit af piger udgør. Hun nærmer sig forsigtigt den spændende og dygtige Johanne og hendes familie og får famlet sig frem til at blive bedsteveninde med hende. 

Et venindeskab, der bliver altopslugende og næsten tangerer en forelskelse, som dog brat bliver afbrudt. Smerten og forvirringen er stor og beskrevet så rammende, at man indimellem kan mærke hjertet krympe lidt indeni.

Det er det store drama i de små detaljer – de nogle gange næsten usynlige krusninger på overfladen, der bærer bogen.

Som kødhakkeren ligner vaniljekransen

Fortælleren bor alene med sin mor og kender tydeligt mest til kvindekønnet, pigernes og mødrenes verden.

Hun observerer klart og meget rammende både de forventninger, der skal leves op til som teenagepige for at gøre mødrene tilfredse – og ikke mindst hendes egen mor  – samt mødrenes egne mønstre i deres omgang med hinanden og med deres børn. 

”Hvad er det med mødrene, som opildner dem til at blande sig i alt? Måske de ikke fik leget tilstrækkeligt med os, dengang vi var rigtige børn?”, spørger hun.

Hun sammenligner mor og datter-forholdet med Babuschka-dukker og måleskeer i bundt for at vise det ideal, der ligger i at være den samme som sin mor – blot i mindre version.

Sådan føler hun sig dog ikke selv, ”vi (...)ligner ikke hinanden mere, end kødhakkeren ligner vaniljekransen”, konstaterer hun. Slam, så meget i et så enkelt, men også overraskende billede.

Lavmælt og dirrende af drama

Romanen foregår blandt tilsyneladende velhavende og ressourcestærke familier på et unavngivet sted. Men der er på én gang noget tidløst, lidt gammeldags og surrealistisk over miljøet. 

Den fornemmelse får man også af både titlen, skrifttypen og forsideillustrationen lavet af Shannon Carter Lucy. Her ser man den velfriserede pige i mørke klæder prøve at håndtere den umenneskeligt store kniv og gaffel ved et fint dækket bord med hvid dug.

Sidehistorien om den hjemløse Ejler får også næsten karakter af noget drømmeagtigt og surreelt, hvilket giver en stor kvalitet til bogens øvrige konkrete og detaljerige beskrivelser af meget små ting i hverdagen blandt pigerne. Små ting som betyder alt. Som f.eks. den æske med rokketænder, Johanne vælger at tage fra vores hovedperson.

Benedicte Huangs debutroman er på én gang lavmælt og dirrende af drama. Som læser må man frydes over de billedskabende formuleringer og indimellem vende tilbage til enkelte sætninger for virkelig at smage på dem. En fin og formfuldendt debut.

Benedicte Huang

(f. 1991) er bachelor i litteraturvidenskab, har gået på Forfatterskolen i København og Skrivekunstakademiet i Bergen. Hun er litteraturanmelder på Politiken. Døtreskole er hendes første roman.

Materialer