Per Petterson og romanen I kølvandet
Foto: Magnus Fröderberg / Norden.org

Biblioteket anbefaler: Bogen "I kølvandet"

26.10.22
"I kølvandet" er en eftertænksom roman, der også markerer et skifte i Per Pettersons forfatterskab. Værket står som en af hans bedste til dato.

I kølvandet er tredje bog, hvor Per Pettersons alter ego Arvid Jansen er hovedperson, og handler om perioden, efter Arvids forældre, ene bror og niece er døde i brandulykken på færgen Scandinavian Star natten til den 7. april 1990. Ligesom Petterson selv mistede fire familiemedlemmer i skibskatastrofen.

Far og søn

Fortællingen starter seks år efter, hvor Arvid også er blevet skilt, og romanen er i sandhed stemt i mol: Arvid er i krise, han er på vej i hundene, og forholdet til døtrene er i fare. Samtidig har Arvids storebror – den eneste, der stadig er i live – forsøgt at begå selvmord, efter hans kone også har forladt fra ham.

Sat i gang af ulykken og familiens pludselige død tænker Arvid tilbage på sin far og forholdet til ham i barndommen. Et forhold med mange gnidninger og kontroverser og fyldt med skuffelse og uindfriede forventninger.

Arvids far var en sportsmand, der mente, at kroppen er et tempel. Arvid derimod drukner sine sorger i alkohol og cigaretter. I barndommen tvang faren Arvid og hans brødre ud på løjperne hver vinterlørdag for at lære dem friluftslivet og mestre skiene, men sønnerne hadede det.

I voksenlivet har Arvid næsten ikke kontakt med sin far, mens han altid har stor beundring for sin mor, som er dansk, og som han har arvet sin store læselyst fra.

Der er andre af Pettersons bøger, der handler om denne moderfigur, men i I kølvandet er det minder og tanker om faren, der fylder. Der er noget uforløst over beskrivelserne. Som en lidt sørgmodig erkendelse af, at en forsoning nu for alvor er umulig.

Et skifte i forfatterskabet

Men nedturen er også frugtbar. Når bunden er nået, er der kun en vej, og romanen markerer en form for skifte i forfatterskabet. I romanen skriver Arvid åbningslinjerne til Pettersons mesterlige roman Ud og sjæle heste som en note og kasserer det manuskript, han ellers var i gang med. Noget slutter her, fornemmer man, og noget nyt er på vej.

I kølvandet er en roman om de indre landskaber i kølvandet på den store familietragedie, som dødsbranden på Scandinavian Star blev for Arvid (og Petterson). Det er en stille og eftertænksom roman og en af Pettersons bedste.

Mød Per Petterson på Gentofte Hovedbibliotek

Per Petterson er født i 1952 i Oslo og er uddannet bibliotekar. Han har udgivet ni romaner og en essaysamling, er oversat til en lang række sprog og har vundet et hav af priser.

Til efteråret udkommer Per Pettersons nye bog Mit Abruzzo på dansk, og den 8. november kl. 17.00 gæster den norske stjerneforfatter Gentofte Hovedbibliotek. 

Book billet til Per Petterson arrangementet her

Materialer