Biblioteket anbefaler ”Fuglenes anatomi” af Merethe Lindstrøm

17.05.21
Litteraturformidler ved Gentofte Hovedbibliotek, Therese West Boardman, anbefaler Merethe Lindstrøms ”Fuglenes anatomi”.

”I et stykke tid blev jeg skrift, det var det eneste jeg var.”

”Fuglenes anatomi” er skrevet af den norske forfatter Merethe Lindstrøm og netop udkommet på dansk.

Romanens kvindelige fortæller er en norsk forfatter, som sammen med sin familie er flyttet til en lille engelsk landsby. Hun er midaldrende og gift med Sirke. Sammen har de to voksne døtre, som begge er flyttet hjemmefra.

I arbejdsværelset sidder fortælleren og reflekterer over sit liv og nedfælder sine tanker i et kladdehæfte. Hun både drømmer og erindrer. Hun tænker tilbage på sin barndom med en enlig og uforløst mor og på opvæksten hos mormoren.

Barndomserindringerne kædes sammen med hendes egen erfaring med at være mor, og hun reflekterer især over sin afmægtighed i forhold til den ældste datter, Klara, som i en periode lider af depression: ”Jeg og min dumme, hjælpeløse kærlighed til hende.

Ægteskabet med manden knirker. Sirke bliver mere og mere drikfældig og fjern. Som kontrast til det kriseramte og passionsløse ægteskab står den unge handyman Tom, som hun har hyret til at bygge en voliere til sine mange fugle. Hans ungdoms styrke og vitalitet vækker nogle stærke følelser hos hende, som både forfører og forskrækker hende.

Alt imens Tom bygger volieren, skaber fortælleren en forbindelse via den tekst hun skriver. Hun trækker en tråd, der ligner vejenes snirklede forløb gennem det engelske landskab, og kæder fortid og nutid sammen med sine ord og betragtninger. Skriften er i det hele taget det, der forbinder hende til livet. Hun er en betragter, en fugl i et bur, som på afstand observerer og beskriver livet i sin skrift. Det falder hende tydeligvis svært både at skrive og tage aktivt del i livet:

”Der er forskel på en forelskelse og det at elske, tænker jeg, alle ved det, som forskellen på at skrive og at leve. Det er svært at gøre begge dele.”

Landskabet og vejret har en fremtrædende rolle og spejler den særlige melankolske stemning i fortællingen. Den tunge våde jord, regnen som siler i dagevis. Romanen fremstår på den måde som en beskrivelse af et sammensmeltet ydre og indre landskab. På samme måde spiller fuglene en stor rolle i fortællingen og i fortællerens liv. Fortælleren er dybt fascineret af fuglenes lethed, deres farver og ikke mindst deres anatomi, som har givet flere navne til den menneskelige anatomi:

”Knogleudspringet på skulderbladet kaldet ravnenæbbet, knoglen i rygsøjlen med form som et gøgenæb, vingemusklen i kæben, gåsefoden i senefæstet på skinnebenet, dele sat sammen til en helhed, lånte strukturer og navne.”

”Fuglenes anatomi” er en elegant fortælling om erindring og eksistens. Det er en stærk og sansemættende læseoplevelse med masser af nerve. Merethe Lindstrøm behandler sine eksistentielle emner med stor indføling og sproglig stærk intensitet – ligesom hun har gjort det i sine tidligere prisbelønnede romaner.

Fakta om forfatteren

Merethe Lindstrøm blev født i Bergen i 1963 og er i dag bosat i England.

Hun er en af Norges mest anerkendte forfattere og har modtaget en række priser, bl.a. Dobloug-prisen og Amalie Skram-prisen.

I 2012 fik hun Kritikerprisen og Nordisk Råds Litteraturpris for romanen ”Dage i stilhedens historie”.

Materialer