Morten Pape og bogen I ruiner
Foto: Politikens Forlag

Biblioteket anbefaler: "I ruiner"

15.11.21
"I ruiner" er tredje og sidste bind i Morten Papes Amager-triologi, og denne gang tager han os med på økonomisk deroute i middelklassen.

Morten Pape indledte sin karriere som romanforfatter med et brag, da hans selvbiografiske debutroman "Planen" udkom i 2015.

Den hårdtslående roman om Amagers sociale boligområde Urbanplanens fejlslagne ideologi og fortællerens egne miserable opvækst i bebyggelsen vandt få dage efter udgivelsen Bogforums Debutantpris.

Snart lå "Planen" på politikernes natborde, og der blev arrangeret guidede ture i Urbanplanen for nysgerrige læsere.

Tre år senere kom opfølgeren, "Guds bedste børn", som er den anden roman i Papes Amager-trilogi. Heri er det ikke længere Morten, der er fortæller, men romanen har stadig et anker i virkeligheden. Den er skrevet med udgangspunkt i det virkelige drab på et 16-årigt tyrkisk avisbud, der fandt sted på Amager i 2008.

"Guds bedste børn" indbragte forfatteren DR Romanprisen.

Morten Pape forfatter

Morten Pape

(født i 1986) opvokset på Amager i Urbanplanen og er uddannet manuskriptforfatter fra den alternative filmskole Super16.

Han modtog i 2019 Statens Kunstfonds tre-årige arbejdslegat. "I ruiner" er det selvstændige tredje bind i den såkaldte Amagertrilogi, der også består af "Planen" (2015) og "Guds bedste børn" (2018).

Økonomisk deroute på Amager

I efteråret 2021 udkom så tredje bind i Morten Papes Amager-trilogi. Og hvor hans to første romaner begge kredser om vold, kriminalitet og manglende integration, handler "I ruiner" mere om det økonomiske og kulturelle hierarki mellem overklasse og lavere middelklasse, og den stilfærdige sociale deroute, som økonomisk ruin kan forårsage.

Romanen har Amagerbankens krak i centrum af fortællingen om en familie i et parcelhuskvarter på Amager. Moren arbejder i banken, og faren køber i bankens sidste dage aktier for at forhindre det uundgåelige krak, der dermed også bliver fatalt for familien.

Fortælleren er datteren Amalie, der ved bogens begyndelse er syv år, og som vi følger de næste godt 20 år. Amalie er på samme tid en stærk og sårbar pige, der har viljen og evnerne til at gå sine egne veje og slippe ud af det billede, hun er født ind i. Samtidig bliver de nedture, hun oplever i sin familie, udslagsgivende for, hvilken retning hendes liv tager.

Fra hendes barndom på Vestamager til ungdomsjobbet som facer for en nødhjælpsorganisation på Strøget i København. Og herfra videre til en kærestes fine lejlighed på Frederiksberg, en kolonihave på Amager hos en psykolog og derfra til Rwanda og tilbage til Europa og forbi Paris, inden hun vender hjem til Danmark igen.

Det er aldrig rigtig nogens skyld

Morten Pape skriver på indignation over uretfærdighederne i samfundet, og han gør det med grundigt beskrevne karakterer, der gennem et næsten lidt for veldrejet plot lukker læseren inden for i en middelklassefamilies fald delvis forårsaget af finanskrisen og Amagerbankens krak.

Manuskriptforfatteren i Morten Pape fornægter sig ikke, og plottet er handlingsmættet med fængende dialoger og en utrolig detaljerigdom i beskrivelserne af de forskellige scener og miljøer.

"I ruiner" er en kritik af magtens strukturer, der lader de mest magtfulde i samfundet gå ustraffede for deres gerninger, selvom de har ødelagte eller tabte menneskeliv på samvittigheden.

Om det så gælder finanskrisens økonomiske ofre på Amager eller ofrene for etnisk udrensning i Rwanda. "I ruiner" er en medrivende og fortvivlende afslutning på Morten Papes Amager-trilogi.

Materialer